20 maj, 2006

Så kom ideen til DK

Tommy lavede onsdag, maj 10, 2006 en undersøgelse på sin blog af tidsforbruget på de enkelte fag. Hvornår mon studerende finder på at lave en dansk version af "Rate a professor" tænkte jeg, da jeg så den, og nu er den landet: Jurastuderende har lavet den på studjur.dk (vælg "overbygningen" i hovedmenuen og "Anmeldelse af kursusfag" i rullegardinet).














Ideen er hentet fra USA, hvor RateMyProfessor og RateMyTeacher har været debatteret heftigt. (Faktisk er RateMyTeacher lavet af et lærerægtepar :)
RateMyProfessor.com har ifølge Magisterbladet 5.5 millioner ratings: 750.000 lærer og godt 5.800 uddannelsessteder. Det sidste er nok den væsentligste årsag til panikken, idet de private skoler og universiteter reagerer meget mimoseagtingt på kritik, mens studielederen på det juridiske insitut siger til Magisterbladet: "Men som institut hverken kan eller vil vi gribe ind overfor hjemmesiden".

Og hvis nogen skulle lide af den fordom, at folk på jurastudiet ikke har humor, så læs lige: "Aktie- og anpartsselskabsret".

Magisterbladet har faktisk hele to artikler d. 19. maj om den ny teknologis "plager" :) "Universitetslærere bombarderes med e-mail fra studerende" og "Hængt ud på nettet". Begge artikler er tilgængelige på nettet lige nu, men jeg tror, de forsvinder for ikke abonnenter, når næste nummer udkommer.

19 maj, 2006

Arto

I marts snakkede vi om Arto i forbindelse med Malene Charlotte Larsen speciale om Arto: Ungdom, venskab og identitet - en etnografisk undersøgelse af unges brug af hjemmesiden Arto. Vi lagde debatten lidt til side, da vi fik arrangeret en gæsteforelæsning senere i semesteret.
I dag var så dagen, hvor Malene holdt forelæsningen. Mega! Ikke blot er Malene er dygtig formidler og emnet medieaktuelt, men som del af en pædagoguddannelse var forelæsningen også en illustration af, hvorfor det er vigtigt at pædagogfagligheden bygger på videnskabelige undersøgelser og ikke på mediepanikker.
Jeg synes, det var noget af en øjenåbner, at det stort set er én avis og én journalist, der kører den mediepanik, der jævnligt udspiller sig omkring Arto, og som jo desværre præger den generelle voksenopfattelse af de unges aktiviteter på Arto.

Det må efter i dag stå lysende klart for vore studerende på dette hold, hvorfor vi ikke anser journalistiske artikler som "kilder" på et studie! Men hvor er det trist, at bibliotekarer, lærere og pædagoger så ofte "hopper på" mediepanikkerne. Der har været så mange af dem gennem tiderne, at fagfolk da burde (gen)kende dem......

Det mest triste er jo, at voksenreaktionerne for mig at se grænser til overtrædelse af børnerettighederne (som jeg før har nævnt her i "Du er hvad du tagger"). Det kan jeg blive trist over, men så finder jeg straks mit humør igen, når jeg ser ungernes pragtfulde overlevelsesstrategier - de skal nok klare sig, selvom vi voksne sommetider er temmelig åndssvage ;)

17 maj, 2006

Animationer

Sidste semester brugte Helen timer på at finde et sted på nettet, hvor vi kunne lægge gif animationer. Problemet de fleste steder er, at de ændrer på filernes størrelse og dermed ødelægger animationerne.

easy2upload viste sig at være det eneste rigtig sikre sted, så det foreslog vi i dette semester. Men nu har vi oplevet store problemer med easy2upload: pludselig forsvandt alle animationer og somom det ikke var nok, var vi også forsvundet som brugere i easy2upload!! Det virker somom hele deres database er forsvundet!
Helen har skrevet til easy2upload, men de reagerer overhovedet ikke. Hvad gør vi så?

1. opretter en ny easy2upload konto og starter forfra (kan man have tillid til et sted, der behandler sine brugere sådan??!!??)
1a. som det ses nedenfor dur denne løsning ikke, da gif filer omdøbes til png filer (ikke animation).
Konklusion: easy2upload dur ikke mere til animationer!

2. vælger Photobucket (hvor Helen har erfaring for, at det kan forekomme, at billederne bliver ændret!)?

3. finde et nyt sted.
3a. det er ikke let at finde et nyt sted, men efter en intensiv jagt har jeg da fundet et tysk sted: sevenload, som tilsyneladende fungerer.

Test af uploadsteder:



Helens BamseAnimation opbevaret på Photobucket.




Helens BamseAnimation opbevaret på easy2upload

'Helens BamseAnimation' von lifau

Helens BamseAnimation opbevaret på sevenload.de

14 maj, 2006

Computerspil i pædagogiske institutioner

De næste 3 dage forsøger vi at få gang i en blogdebat om "computerspil i pædagogiske institutioner". Debatten skal handle om f.eks. "Computerspils legeværdi", "Pædagogens rolle", "Fælleskaber omkring computerspil". I Gurvinders, Lilians og Tinas (+ 2. indlæg) blog er snakken allerede så småt i gang.
Vi har stillet formelle krav til debatten denne gang (minimum 3 kommentarer i hhv. jeres medstuderendes, Helens og min blog), da blogsnakken og kommentarerne i dette semester har været meget sparsomme, og det må føles underligt for de, der skriver i bloggen og venter forgæves.....

Jeg synes, det er svært at få dialoger - som jo er så væsentlig en del af pædagoguddannelsen - i gang, når der blandt de fleste synes at være en opfattelse af, at "dialog er noget, man har med læreren". De få aktive studerende på dette hold må da føle sig ganske forfærdeligt alene, når der kun er ganske få medstuderende at tale med? Det er som at opholde sig i et klasseværelse, hvor det næsten udelukkende er læreren taler, og hvor de studerende kun taler til læreren og aldrig til deres medstuderende.

Jeg ved ikke, om de formelle krav vil hjælpe på debatlysten? Eller hvad vi ellers kan gøre for at få gang i dialogen? Som det er nu, synes jeg næsten, vi lige så godt kunne have nøjes med Blackboard, da det overvejende er tekniske spørgsmål og svar på, hvordan man løser dem, de studerende tager initiativ til. Hvad kan mon være årsagen? Og hvad kan vi gøre for at ændre det?

Kontrapunkt


Kontrapunkt, fonten, der vandt designprisen i 2004, kan downloades gratis på nettet. Fonten er meget smuk, men kan jo altså på nettet kun bruges i grafik, da de fonte, websider anvender, ligger på brugerens computer. Det kan man næppe gå ud fra, "Kontrapunkt" gør.

Vil du lave din egen skrift, er der mange hjælpemidler på nettet, f.eks. My First Font

11 maj, 2006

Pervasive computing - det nye buzzword

På legepladskonferencen "HvaD SkAl vi LeGE?" handlede en af workshoppene om intelligent legetøj - konkret om det område Carsten Jessen (som I kender fra gæstebloggen) og Henrik Haustrup Lund arbejder med. Projektet, de arbejder på præsenteres f.eks, her.

Jeg har prøvet at lege på "pladen" - rent faktisk var den bare i et lokale, hvor jeg var én af 4, der holdt møde om noget helt andet. Det er et af de bedste møder, jeg har været til i længe - vi var "på pladen" adskillige gange. En enormt god måde at holde pauser på. Der blev skubbet, grinet og motioneret - hvor mange møder kan prale af det? *lol*

Carina har lagt et link til et andet projekt, der også udvikler computerstyrede legeredskaber.

På konferencen talte Carsten og jeg om, om legetøjsdesign mon kunne tænkes at være et fremtidigt arbejdsområde for pædagoger? Det må helt nødvendigvis være et tværfagligt område, og hvem skal være legeeksperterne i teamet?
Hvilke kompetancer besidder en "legeekspert"? Det er jo ikke tilstrækkeligt bare at have en personlig mening om og holdning til, hvad "godt legetøj" er.

Ud over kreativitet og et åbent sind må der efter min bedste overbevisning også af en "legeekspert" kræves en faglig viden om de forandringer i børns opvækstvilkår, som f.eks. Carsten Jessens tekst: "Børnekultur, leg, læring og interaktive medier " (obligatorisk litteratur, se Multimedie Wikien) peger på - en viden, der gør det muligt at se ud over den "romatisering" af barndommen og den almene "forventning om, at de mange sociale, kulturelle og teknologiske forandringer, som verden gennemgår, ikke bør påvirke barndommen nævneværdigt.", som Carsten omtaler side 1 i teksten. Har man en sådan holdning, kan man næppe udvikle nyt legetøj til ny barndom i en ny tid.

Når jeg ser, hvorledes mange pædagoger ser på computeren og mobilen, kan jeg godt have min tvivl om, om pædagoger er de rette.....?

09 maj, 2006

Hvor ligger din energi?

Nu da vi er ved at være kommet rundt om "medierne" i semesterets forløb, vil jeg spørge hver enkelt af jer: Hvor lå din personlige energi (= største engagement) i forløbet?


Create polls and vote for free. dPolls.com

Ud over denne lille "afstemning" vil jeg bede jer alle gøre jer overvejelser over, hvorfor det mon lige er netop det "medie", der appellerer mest til dig?
Du kan vælge at skrive dine overvejelser som en kommentar her, i din egen blog eller i din logbog i Blackboard.

Dansk produceret onlinespil

Computerworld fortæller, at et danskproduceret online-rollespil nu er åbent for offentligheden.
Spillet "Seed" har været som betatest, men er nu altså åbent for alle.
Det er værd at bemærke sig udtalelsen:

- Da spillerne i høj grad bestemmer, hvordan spillet og verdenen udvikler
sig, har vi fortsat masser af arbejde foran os. Et online-rollespil er aldrig
færdigt, og i vores tilfælde er det endda konceptet, at vi løbende tilføjer nyt,
siger Morten Juul.

Det er netop karakteristisk for mange af de succesfulde steder på nettet: brugerne har indflydelse på udviklingen. Jeg læste en artikel forleden, hvor en sammenligning mellem MySpace's succes og Friendster's manglende ditto netop begrundes i producentens forhold til brugerne.....

Og så vil det vil sikkert glæde pædagoger, at kamp ikke en del af spillet i Seed ;)

04 maj, 2006

Jeg prøver igen

Jeg vil gerne introducere dPoll for jer, da det er min erfaring bl.a. fra dudu.dk, at afstemninger er noget unger sætter stor pris på. (Grunden til det vil jeg skrive noget om en anden gang....).

Vi præsenterer jer for utallige muligheder for netværksdannelse / kommunikation i undervisningsforløbet, så det kunne være interessant at vide lidt om, hvilke kommunikationskanaler, I anvender i det daglige. Derfor tænkte jeg liiige, at jeg kunne slå to fluer med et smæk - med katastrofale følger, altså! dPoll egner sig slet ikke til den slags undersøgelser. Selvom "poll" betyder: markedsanalyse / opinionsundersøgelse, egner dPoll sig altså kun til simple aftemninger som f.eks.:


Create polls and vote for free. dPolls.com

Her kan jeg jo så altså ikke se, hvilke "kanaler" (email, Skype IP telefoni, Skype Chat, Messenger, telefon, SMS, blogkommentarer, Flickr kommentarer, Flickr mail eller andet), der er tale om. Kun antallet. Men det kunne da også være interessant at kende.....

Manglende testkultur

Godt at mine studerende er vågne, når jeg selv snorksover! Jeg har straks - med røde ører -lukket afstemningen.

Det er symtomatisk for den danske undervisningskultur, at vi ikke er gode til det med "polls" - en amerikaner med en testkultur i baglommen ville fluks have gennemskuet dPolls! Står det til den nuværende regering, får vi det jo nok lært inden ret længe.

03 maj, 2006

Kommunikationskanaler

Jeg vil bede dig (multimedieholdet) besvare, hvilke kommunikationskanaler (ud over Blackboard), du har anvendt til kommunikation med dine undervisere og medstuderende siden sidste seminar i denne lille elektroniske "afstemning".


Create polls and vote for free. dPolls.com
PS: Scroll ved hjælp af pilene, se resultat ved at klikke på de små streger i højre hjørne.

Denne lille afstemning er også gratis. Unger vil elske den på deres blog. Prøv f.eks. at se på dudu.dk, hvad de stemmer om der :)

Podcast

I dag har jeg (endelig) taget mig sammen til at lave en tekst i Wikien om Podcast/Podcasting. Her viste nettet virkelig sin styrke. Da jeg - efter en indledende forklaring - skulle til at uddybe teksten, ja, så er den der allerede som en Wiki om Podcast. Den er ikke helt færdig (siden om at lytte mangler), men hvis jeg bliver for utålmodig, kan jeg jo bare oprette mig som bruger og skrive den færdig. Det er jo en Wiki.
Smart er det, at hver eneste underviser/uddannelsesinstitution/enkeltperson ikke skal skrive den samme tekst igen og igen og igen....

Syddansk Universitet var i nyhederne i februar måned med podcasts af forelæsningerne på Erhversvejlederuddannelsen (nu også fra andre uddannelser), og jeg så sandelig i dag, at der har været en lang debat om det på Flickr. Hvorfor snakker vi ikke med hinanden på Flickr???

På min vej rundt efter podcasts fandt jeg - som sædvanlig ;) - meget andet end det, jeg søgte efter :) F.eks. fandt jeg en podcast med fuglestemmer. Endda et sted, hvor man kan høre det direkte på websitet uden at skulle omkring iTunes ("nyhedslæseren" til podcast/lydfiler). Den URL lagde jeg selvfølgelig til Ida. Jeg kom også forbi Bibelen som podcast, så den fik Kristendomskundskab/Religion på læreruddannelsen lige et link til.

Jeg har lagt et link til en rigtig "børns egenkultur - podcast" i MultimedieWikien: "The Jenny and Jeffrey Show" (se episode 3 *lol*). I den første af Jennys og Jeffreys podcasts giver Jeffrey URLen til sin website, JSTproductions. Her er han i gang med video-podcast sammen med en kammerat. Spillefilm er det ikke, men masser af energi er der i det!!


Jeg er sikkert på, at det er vigtigt i pædagogisk arbejde ikke udelukkende at sætte ungerne til at synge de gamle børnesange, men at koble an til det de selv har gang i - uanset, hvor langt, der er fra det og til "dannelseskulturen"/"det pædagogiske projekt".

02 maj, 2006

Lydfil på Podomatic - test

Udgivet som Podcast (jvf. Helens papir i Bb)


Her forsøger jeg så med nogle af de andre adresser:

1. Højreklik på My Media / details (giver en fejlmelding)


2. Højreklik på My Media / listen (virker)


3. Højreklik på My Media / download (virker)


4. Højreklik på My Media / podMail (giver en fejlmelding)


5. Højreklik på My Media / play (giver en fejlmelding)


Nu kan jeg så skrive en konklusion:
Det er ikke nødvendigt at udgive lydfilen som podcast. Det er tilstrækkeligt at højreklikke på linket "listen" eller "download" på MyMedia fanebladet og derefter kopiere stinavnet (URLen) fra "Egenskaber".

20 april, 2006

Dagens overblik

I dag har Helen og jeg gennemgået alle de studerendes arbejder i denne periode (Tema 2) og lavet et statusark, så vi på den måde hjælper vore studerende med at holde et overblik over alle de forskellige ting, de skal lave. Det godt ind imellem at skabe sig et samlet overblik, selvom vi dagligt kan følge deres aktiviteter. En af fordelene ved netuddannelsen er jo, at vi faktisk kan følge med i, hvad de laver derhjemme *S*. I vores Bloglines dukker billederne fra Flickr op sammen med deres indlæg i deres blog(s), og i mailen ligger kommentarerne til vore egne blogs. Det er i øvrigt rigtig hyggeligt, så meget det "gamle hold" stadig snakker med endnu.

Der er nu ikke så mange billeder i Flickr mere, det er somom dette hold helt har glemt Flickr og udelukkende uploader deres billeder direkte i bloggen. Det er der i princippet ikke noget galt i, men fællesskabet i Flickr forsvinder jo på den måde. Mon det er, fordi de ikke rigtig har fået en fornemmelse af fællesskabet i Flickr? Mon det skyldes, at vi startede med blogs denne gang? Sandra har heldigvis fulgt op på ideen i "Gæstebloggen" om en gruppe på Flickr "Legepladser". Der er foreløbig kun 2 medlemmer og ingen billeder. Ideen er hammergod. Vi må simpelthen slå et slag for Flickr på næste seminar! Og måske prøve at få flere end multimedieholdet med på ideen?

Til gengæld er de studerende optaget af deres blogs, og det er jo godt. Gurvinders Bollywood blog er en helt lille guldgrube. Jeg håber, der vil være flere end CVU Sønderjyllands studerende, der får øje på den. Den behandler et medie, det ellers er svært at finde oplysninger om i Danmark. Den fortjener virkelig opmærksomhed. Og Maria har kastet sig ud i et javascript. Cool!

De fleste har startet deres 2. blog - multimediebloggen, og denne periodes opgaver i billedbehandling er begyndt at dukke op. Lilian har et virkeligt "godt øje" for effekter, ligesom hendes minimalistiske H. C. Andersen billede er et helt eksperiment med, hvor få billedoplysninger, man egentlig skal have for at kunne genkende noget. Interessant! Desuden har hendes "Tøjdyr på rejse" fortælling en O.Henry slutning. Hvor avanceret.

De studerende oplever - jeg havde nær sagt som sædvanlig - at det er et stort arbejde at starte på billedbehandling. Det er en helt ny og anderledes tankegang, der skal læres. Jeg skrev sidste semester et indlæg om "Hard fun". Og det er lige præcist det, Tina skriver om her og her. Tinas tanker er en perfekt illustration af Rommetveit (1996) citatet: "Det at lære et fag er at lære sig nye tænkemåder, ikke bare at tilegne sig ny information." Men det er selvfølgelig rart at se, at Tina synes, at det bliver mindre "hard" og mere "fun" med tiden ;)

Lene har "taget tilløb" :) til PaintShopPro (mon alle har fået købt den?) med en spændende collage i microsoft photo standart 9. Det program kender jeg ikke, mon der kan arbejder med lag i det?

Vores oversigt viser, at de fleste har fået oprettet delicious og Bloglines. Men vi kan selvfølgelig ikke se, om de bruger dem. Dog ved jeg, at Sandra gør. Det var så hyggeligt at udveksle kommentarer med hende i påsken. Hun var der som en mis flere gange - hun kunne nemlig se, hvad jeg lavede i sin Bloglines ;) Desuden kan jeg se, at hun også abonnerer på andre nyheder. Mon ikke det er ComOn eller ComputerWorld?
Jeg kunne forstå på påske-snakken med Sandra, at der stod KOL i hovedet på mange. Men nu, hvor den semesteropgave er afleveret, ser vi dem forhåbentlig igen i bloggene *lol*

Jeg undrer mig lidt over, hvorfor der er så få, der kommenterer i denne blog. Læser I den?

19 april, 2006

Blogs, et moderne eventyr?

Er det mon kun mig, denne historie minder om "Hvad fatter gør, er altid det rigtige"? Lad os håbe slutningen bliver en anden :)

Kyles site med illustrationer af forløbet *G*

18 april, 2006

Blogstatistik

Technorati har lavet den årlige statistik. Kort fortalt, så:
  • tracker Technorati over 35.3 millioner blogs
  • Blogospheren (= fællesskabet/antallet af alle blogs) fordobles hver 6. måned
  • Blogospheren er nu 60 gange større end den var for 3 siden
  • hvert sekund på dagen bliver en ny blog startet
  • 19.4 million bloggere (55%) skriver stadig deres blog 3 måneder efter at de startede den
  • Technorati tracker ca. 1.2 million nnye blogposts hver dag, ca. 50,000 i timen

Ret imponerende, ikke?

17 april, 2006

Den lådne blog

Så blev jeg færdig med påskens projekt: "Den lådne blog" (husk den skal læses fra neden :)
Formålet med "Den lådne blog" er som nævnt, at lave et materiale, der hjælper vore studerende med at kunne "tænke" om de værktøjer, vi præsenterer dem for i Multimedie. Hvad er ideen med dem? Hvad skal jeg bruge dem til? Hvordan hjælper de mig? Hvad hjælper de mig med?

Web 1.0 blev kaldt Cyberspace, det var et sted du kunne gå hen. Web 2.0 er noget helt andet. Det er ting du kan gøre, måder du kan udtrykke dig på, muligheder for at skabe forbindelser med andre. The Web er ikke længere stedet, vi går hen, men der, hvor vi bor. (frit oversat efter artikel i Newsweek).

Du er mere end velkommen til at kommentere projektet.

Især vil jeg gerne vide, om det var bedre, hvis jeg fixede det, så bloggen kunne læses ovenfra og ner i stedet for (som bloggens natur ellers er - fra neden og op)?
Er der områder, hvor det jeg skriver er svært at forstå og med fordel kunne forklares tydeligere?
Desuden vil jeg selvfølgelig gerne have kommentarer om formen. Hvordan synes du "fortællingen" fungerer - som undervisningsmateriale?

16 april, 2006

Flickr Map

CVU Sønderjylland er kommet på Flickr Map.

Det kan godt være, det varer lidt inden, den sorte prik dukker op, men den er der!

Der er flere af den slags derude, her We Map Flickr - takket være Google Map.

15 april, 2006

Nifty søgefunktion til Flickr

Forleden kom jeg forbi en blogger, der mente, at nogen "derude"prøvede at forhindre hende i at lave mad :) Jeg har selv en (fuldstændig uefterprøvet) teori om, at der er nogen, der hver gang noget er irriterende ufunktionelt på nettet, har evnerne til at sætte sig ned og fixe det. Tænk, hvis man selv kunne sådan noget!! Nå, jeg nøjes med at elske dem - de er virkelig hverdagens små helte for mig *lol*

Nu f.eks. ham, der har lavet en søgefunktion til Flickr, FlickrLilli (Lilli = Let's Investigate Lots of Lovely Images), der gør det legende let at søge efter billeder med div. Creative Commons Licenser i Flickr. I selve Flickr kan man også søge efter dem, men det er temmelig bøvlet.

eller

Ham, der har lavet et system, "The Multipost Bookmarklet Tool", som gør det muligt at gemme sine sociale bogmærker i - jeg ved ikke, hvor mange systemer på én gang!

Andre helte: the Flickr Team :)


flickr'd
Originally uploaded by
jaymce.


Fortælling

Da jeg var kommet mig over min begejstring over PictureCloud (og det tog lang tid ;), arbejdede jeg videre med "Den lådne blog". "Den lådne blog er - iklædt fortællingens form - et undervisningsmateriale om blogging (Blogger), billedfællesskaber (Flickr), sociale bogmærker (del.icious) og aggregatorer/nyhedslæsere (Bloglines).

Min ide med projektet er, at det er en mere interessant form end en manual *lol*, men også, at det store problem i forhold til alle de nye teknologier ikke er at finde den rigtige tast, men "at kunne tænke om værktøjerne". Hvad er ideen med dem? Hvad skal jeg bruge dem til? Hvordan hjælper de mig? Hvad hjælper de mig med? Så som sådan overfløddiggør eller erstatter fortællingen ikke "Manualer", fortællingen takler i stedet den mentale dimension, som er helt nødvendig for at forstå Web 2.0. Web version 2.0 kaldes også "skrive/læse nettet", for at markere, at nu er brugeren ikke længere en inaktiv læser som i Web 1.0, men en aktiv producent af materiale og ikke mindst kommunikation på nettet.

Jeg føler en barnlig glæde ved at lave "Den lådne blog" - det hænger jo godt sammen med temaet "Tøjdyr på rejse" *lol* - men projektet betyder selvfølgelig også, at jeg kommer godt rundt i hjørnerne af mulighederne for fællesskaber, f.eks. i Flickr - som sådan er det et godt "underviseren op på tærerne projekt" *G*.
I dag f.eks. opdagede jeg, at nogle af mine fotos i Flickr er markeret som nogens "Favorites". Jeg husker godt min begejstring den første gang. Det var min bogreol, den israelske designer, Ron Arads Bookworm, som A. Subset var faldet over (juli 2005) . Nu er to af mine "Tomatbilleder" markeret som nogens "Favourites". Jeg tænkte først, at det nok var nogle studerende, som havde "pligt-klikket" på dem *lol*, men nej, det var to totalt ukendte, Cheesy Reese og C book der havde inkluderet mig i deres Flickr-Favorites-samling.
Mens jeg (og voksengenerationen generelt) overser den slags, er jeg sikker på, at børn og unge netop vil være optaget af denne type muligheder på nettet. De fleste nye undersøgelser af børne- og ungdomskultur har fællesskaber og kommunikation som centrale temaer. (f.eks. Carsten Jessen m.fl. om interaktive medier, Gitte Stald m.fl. om mobiltelefoner, Malene Charlotte Larsens speciale om Arto).