Så er der rigtig gang i holdets blogs (se blogroll’en: ”Dansk, kultur og kommunikation” i højre spalte). Bloggene bliver brugt som ”studiedokument” – et nyt krav i pædagoguddannelsen, så meget af indholdet er i øjeblikket mere den enkelte studerendes egne notater end kommunikation til andre. Det betyder selvfølgelig, at ”blogsamtaler” har svære vilkår. Hvordan taler man med andre om deres notater til en læst artikelt? Nej, vel :)
Når blogindlægget derimod handler om iagtagelserne omkring mobiltelefonens brug, er sagen en ganske anden - så er der gang i samtalerne. Claus' iagttagelse rejser spørgsmålet om, hvad folk laver, mens de telefonerer, og som Randi også beskriver i sin iagttagelse. Et tema, som teksten fra Birgitte Wistoft's bog: "Tyrannisk, men uundværlig. Telefonen i Danmark før 1920", også anslår. BW skriver, at mændenes forestillinger om kvindernes telefon-hverdag, byggede på en stereotyp / underforstået enighed om, "at kvinder elsker at tale i telefon, når som helst og hvor som helst, længe og hyppigt - og oftest om ingen verdens ting, for tid er det eneste, de har nok af, mens mændene er ude i den virkelige verden for at tjene til familiens underhold, inkl. telefonabonnementet." (p. 159). Gælder det også i dag? Eller er billedet af den moderne kvinde et andet i dag? Tja, diskussionen lever da stadig, kan man se af hr. Wollesens og hr. Fuchs ordveksling i Gittes blog og ikke mindst diskussionen om kønsforskelle i Michaels blog.
En anden interessant diskussion finder sted i Tinas blog (posten "Iagttagelser...."). Hvad siger folk, når de tager telefonen? Hvad er høfligheds-koden i vore dage? Er den i ental eller?
Og så har vi garanteret den vildeste diskussion til gode: Anne-Maries blogpost: Mobiltyrrannen. Anne-Marie taler lige ind i det, meget af da- og nutidens debatter handler om: grænsen mellem det private og det offentlige rum. Hvor går den? Ændrer den sig? Bør den ændre sig eller ej?
Når vi snakker om kønsforskelle ligger der utvivlsomt også en magtdiskurs gemt. Birgitte Wistoft's bog viser jo tydeligt det ulige magtforhold mellem kvinder og mænd i 20'erne. Mens magtforskellen nok ikke er så udpræget i dag som i 20'erne, er den til gengæld tydelig når talen kommer på børns brug af mobiltelefoner. Her synes jeg udtalelserne i mistænkelig grad ligner de, der blev kvinderne til del i 20'erne: de "elsker at tale i telefon, når som helst og hvor som helst, længe og hyppigt - og oftest om ingen verdens ting, for tid er det eneste, de har nok af, mens mændene [de voksne] er ude i den virkelige verden for at tjene til familiens underhold, inkl. telefonabonnementet." Og det er måske nok en overvejelse værd......
Magtforholdet kommer også meget tydeligt til udtryk i en interessant undersøgelse, der er lavet over unge palestinænsiske kvinders brug af mobiltelefon: "Playing with Fire: On the Domestication of the mobile Phone among Palestinian Girls in Israel."
Undersøgelsen beretter, at palæstinensiske drenge giver deres veninder mobiltelefoner og betaler for taletiden. Begrundelsen er, at de så kan komme i kontakt med pigerne udenom familiens overvågning. Det er dog en belastning for pigerne - dels skal de holde telefonen skjult, dels har det hårde konsekvenser, hvis de afsløres og endelig har drengen nu kontrol over pigen og hvem hun ringer til. Som en af pigerne i undersøgelsen siger: "Jeg undslap ikke et fængsel for at tage ophold mig i et andet." Pigerne har ikke fået adgang til det offentlige rum, men bliver blot holdt fast i et andet "privat rum".
Fælles for diskussionerne kan siges at de alle - hvad enten de føres omkring palæstinensiske unge, kvinder før 1920 eller nutidens børn og unge - kan siges at have som omdrejningspunkt, at telefonen afspejler tidens og kulturens måde at opretholde sociale kontakter på samt tidens og kulturens forhandling af grænser mellem det private og det offentlige rum.
29 april, 2008
11 april, 2008
Ny uddannelse, nye fag
I dag startede undervisningen i "Dansk, kultur og kommunikation", 2. semester. På første semester arbejdede vi med børns mundlige legekultur og indsamlede f.eks. en guldgrube af vittigheder. Står du lige og mangler en, så kik ind på samlingen, der skal nok være én, du ikke kender.
2 hold har foreløbigt bidraget til samlingen, hvad kan det ikke blive til i løbet af et par år. Når man tænker på, at Arto faktisk startede som en vittighedsamling, er perspektiverne jo store *G*
På 2. semester skal vi arbejde med "Traditioner i forandring", og Helen og jeg er sammen (igen ;) om et delforløb, der handler om Mobiltelefoner og Internettet. Det ligger ikke så langt fra vores multimedieundervisning, så helt fremmed for denne blogs sædvanlige tema er det ikke :)
Vi tager allerførst fat i de diskussioner, der er om nye medier. Til lejligheden havde vi fundet en herlig Emma Gad tekst frem fra 1918 (I ved den gang, hvor telefoner ikke stod i stuen, for så brugte kvinderne dem blot til at sladre i!!). Emma Gad skriver f.eks. meget håndfast (sådan var hun jo :):
"Lad Dem ikke helt beherske af Deres telefon, men sæt den ud af Virksomhed under et Maaltid sammen med Gæster og under en vigtig Samtale. Kun alt for ofte sker det, at man lader betydningsfulde Forhandlinger afbrydes, og deres Traad tabes, maaske for bestandig, for at modtage en ganske ligegyldig Forespørgsel i Telefonen."
(Emma Gad: "Takt og Tone", Billesø og Baltzer, 1918, p. 185)
Hvad ville Emma Gad mon have svaret læserbrevsskriveren?
"Jeg undrer mig over, at også meget veluddannede mennesker i stigende grad bruger deres mobiltelefoner overalt. Ja, selv under private middage. Forleden havde vi besøg af nogle venner. Manden, der er midaldrende, sad med åben mobiltelefon og læste sms-beskeder under middagen. Er det mig, der er uhyggelig gammeldags, eller er dette ikke bare en ufattelig og usympatisk vane?"
Læserbrev i "Kristeligt Folkeblad"
Britta Schall Holbergs svar ligner til forveksling Emma Gads:
"..... en ordentlig opførsel, der blandt andet indebærer, at man slukker sin mobiltelefon, når man blandt andet er til privat selskab. Det er da for respektløst, at værtsparret måske i dage og timer har gået og glædet sig til den middag, de har inviteret til. De har købt ind, pyntet bord, gjort sig umage med en bordplan og lavet lækker mad, og så melder en eller flere af gæsterne sig helt ud af selskabet, fordi det er vigtigere, at han ikke går glip af, hvad der kommer på mobilen. Det er jo sådan set heller ikke videre høfligt over for den borddame, der må finde sig en anden samtalepartner eller må finde sig i den respektløshed, der ligger i at ignorere hende til fordel for sms-beskederne.."
Der er - og har altid været - diskussioner om håndteringen af nye medier! Og det er ikke kun børn og unge, der er årsag til divergerende synspunkter på "høflig adfærd".....
Spis brød til :)
2 hold har foreløbigt bidraget til samlingen, hvad kan det ikke blive til i løbet af et par år. Når man tænker på, at Arto faktisk startede som en vittighedsamling, er perspektiverne jo store *G*
På 2. semester skal vi arbejde med "Traditioner i forandring", og Helen og jeg er sammen (igen ;) om et delforløb, der handler om Mobiltelefoner og Internettet. Det ligger ikke så langt fra vores multimedieundervisning, så helt fremmed for denne blogs sædvanlige tema er det ikke :)
Vi tager allerførst fat i de diskussioner, der er om nye medier. Til lejligheden havde vi fundet en herlig Emma Gad tekst frem fra 1918 (I ved den gang, hvor telefoner ikke stod i stuen, for så brugte kvinderne dem blot til at sladre i!!). Emma Gad skriver f.eks. meget håndfast (sådan var hun jo :):
"Lad Dem ikke helt beherske af Deres telefon, men sæt den ud af Virksomhed under et Maaltid sammen med Gæster og under en vigtig Samtale. Kun alt for ofte sker det, at man lader betydningsfulde Forhandlinger afbrydes, og deres Traad tabes, maaske for bestandig, for at modtage en ganske ligegyldig Forespørgsel i Telefonen."
(Emma Gad: "Takt og Tone", Billesø og Baltzer, 1918, p. 185)
Hvad ville Emma Gad mon have svaret læserbrevsskriveren?
"Jeg undrer mig over, at også meget veluddannede mennesker i stigende grad bruger deres mobiltelefoner overalt. Ja, selv under private middage. Forleden havde vi besøg af nogle venner. Manden, der er midaldrende, sad med åben mobiltelefon og læste sms-beskeder under middagen. Er det mig, der er uhyggelig gammeldags, eller er dette ikke bare en ufattelig og usympatisk vane?"
Læserbrev i "Kristeligt Folkeblad"
Britta Schall Holbergs svar ligner til forveksling Emma Gads:
"..... en ordentlig opførsel, der blandt andet indebærer, at man slukker sin mobiltelefon, når man blandt andet er til privat selskab. Det er da for respektløst, at værtsparret måske i dage og timer har gået og glædet sig til den middag, de har inviteret til. De har købt ind, pyntet bord, gjort sig umage med en bordplan og lavet lækker mad, og så melder en eller flere af gæsterne sig helt ud af selskabet, fordi det er vigtigere, at han ikke går glip af, hvad der kommer på mobilen. Det er jo sådan set heller ikke videre høfligt over for den borddame, der må finde sig en anden samtalepartner eller må finde sig i den respektløshed, der ligger i at ignorere hende til fordel for sms-beskederne.."
Der er - og har altid været - diskussioner om håndteringen af nye medier! Og det er ikke kun børn og unge, der er årsag til divergerende synspunkter på "høflig adfærd".....
Spis brød til :)
Abonner på:
Opslag (Atom)
