31 oktober, 2006

Ægte og falsk fildeling

Lawrence Lessig (idemanden bag Creative Commens - bemærkede i min T-shirt på sidste seminar?) skriver i sin blog, lessig blog om "ægte" og "falske" fildelingssteder på nettet.
"Ægte" fildeling er steder som Flickr, hvor man kan downloade filer og viderebearbejde dem, men "falske" fildeling er steder som YouTube, hvor man blot kan vise filerne frem på sin egen blog (embed) eller sende et link til videoen på YouTube. Flickr tager ikke "monopol på"/"ejerskab af" de filer (content) brugerne lægger i Flickr, mens det er præcist, hvad YouTube gør - de bruger brugernes filer til at dirrigere mere trafik til YouTubes egne sider. Lessig betegner direkte YouTubes adfærd for etisk uforsvarlig.

Jeg må give Lessig fuldstændig ret - som jeg netop har fremhævet i Wikien, så er det netop dét, der adskiller Flickr fra andre fotodelingssteder på nettet:
Mange af de fotogallerier, der findes på nettet, er oprettet af fotobranchen, som selvfølgelig vil tjene penge på deres service. Det, at de opbevarer dine billeder, er derfor kun 'lokkemad' - i virkeligheden vil de helst det, de altid har gjort - printe dine foto på skinnende papir. På nogle af disse firmaer sider kan du end ikke downloade dine billeder, når du først har uploadet dem. I de fleste online fotogallerier skal du desuden invitere familie og venner, før de kan se dine foto. Her er Flickr helt, helt anderledes. For Flick er 'sharing the name of the game' - fokus i Flickr er, at du her kan dele dine fotos med andre og indgå i forskellige former for fællesskaber og lege.
Jeg tror da konsekvenser af dette er, at vi skal have kikket på de videodelingssteder Lessig linker til i sin blogpost!

Lessig fremhæver eyespot, men jeg må grundigt rundt i mit netværk og undersøge det område, eksempelvis er TechCrunch et godt sted, som jeg bruger meget.

Desuden har Agnete gjort mig opmærksomDemocracy Player - den skulle være helt uovertruffen til afviklingen af video på skærmen. Den må jeg se at få downloadet og gang i.

30 oktober, 2006

Web 2.0

Som vi skriver i fagets Wiki:

Web version 2.0 kaldes også "skrive/læse nettet", for at markere, at nu er brugeren ikke længere en inaktiv læser som i Web 1.0, men en aktiv producent af materiale og ikke mindst kommunikation på nettet.
En anden ting, som også karakteriserer Web 2.0, er, at programellet flytter fra brugerens harddisk til servere "derude".
Blogger, Flickr, del.icio.us, Bloglines osv. osv. er kendte eksempler, men det vrimler - det er slet ikke til at følge med......
Nogle er store og omfattende netværk som f.eks. Flickr, mens andre er ganske simple som f.eks. PXN8 - et netbaseret fotoredigeringssted, som kan det mest mht. håndtering af fotos. Det er dog ikke et billedbehandlingsprogram og kan altså slet ikke det, f.eks. PainShop Pro, PhotoShop og Gimp kan - men engang imellem har man også kun brug for noget simplere........

Ud over at være enkelt er PXN8 intuitivt. Enhver - meget ung eller meget gammel - kan se, hvad der sker uden at skulle læse manualer og intropapirer!
Efter redigeringen kan man downloade sit billede - eller sende det til Flickr! Cool!

Her et eksempel på sepiafarvning + lysændring af et kastanjebillede.

26 oktober, 2006

Visualisere sociale netværk

Jeg har leget lidt med forskellige måder at visualisere bloggenes sociale netværk. Eksempelvis kan man lave interessante - men begrænset oplysende visualiseringer med Websites as Graphs. Her har jeg lavet et slideshow af et mindre udvalg af blogs fra multimedieholdene.

View slideshow


Med texone.org appletten kan man lave kunstneriske visualiseringer. Der er ingen konkrete informationer - tekst og koder er blot omsat til grafik. Men flot er det.


www.cvusonderjylland.dk

Her er det www.cvusonderjylland.dk, der i løbet af 45 min (sitet består af ca. 1000 enkeltsider!) blev til en tæt rødskov.

Størst information får man, når man bruger TouchGraph


Du er, hvad du tagger's netværk

Med TouchGraph kan man se, hvem der linker til bloggen - og i øvrigt klikke sig videre til de enkelte linkende siders netværk. Et virkelig nyttigt værktøj, hvis man vil vide, hvem der læser ens blog.

Jeg havde problemer med URL'en faurholt2.blogspot.com - muligvis pga. tallet i URL'en, men det viste sig, at hvis jeg skiftede fra Internet Explorer til Firefox, var problemet løst. Så bliver dit netværk ikke vist - så prøv Firefox.

Hvilken type er du?

Dagens post i Informations gruppeblog, Radar hedder "Læseren, lytteren og seeren er døde", og den handler om præcist det, der er en af kerneområderne i undervisningen i multimedie: at den passive læser, lytter og seer hører fortiden til, i dag er alle aktive (med)producenter.
I kan læse hele dagens blogpost i Avisdatabasen, som I jo har adgang til. Den ligger der allerede. Her vil jeg blot fortælle om de fire stadier den passive modtager gennemløber på sin vej til at blive superbruger. Stadierne er for forståelsens skyld gjort til personer:
Den første er Anna - som i analog. Altså den gode gamle læserlytterseer, der sidder passivt og modtager envejskommunikationen.
Den anden er Andi - som i analog/digital. Han kan lide at være i dialog med os [mediehuset]. At give feedback på e-mail eller andet.
Den tredje er D.J. - Digital Joe. Han er helt vild med selv at producere indhold. Han blogger, laver podcasts og videoer til YouTube. Og vores mediehus rager ham en høstblomst.
Den fjerde er Syndi - som i synthesizing. Hun sammensætter selv sin virkelighed ud fra et væld af uafhængige kilder, men hun bidrager også til f.eks. opslagsværket Wikipedia. Hun ignorerer også vores mediehus, men der er mere seriøsitet og mindre fis og ballade i hende end i D.J.

Create polls and vote for free. dPolls.com
Afstemningen er åben i en måned. Den er, som det fremgår, lavet hos dPolls - endnu et gratis sted på nettet. Det er min erfaring, at børn elsker den slags afstemninger :)

25 oktober, 2006

Næste seminar nærmer sig

På fredag har vi 3. seminar, så Helen og jeg er i gang med de sidste detaljer og finpusning. Vi skal jo f.eks. - som sædvanlig - tjekke, at de gratistjenester, vi henviser til stadig er aktive, de bedste osv.... Og så kan vi jo aldrig nære os for at lave lidt om på indholdet og opgaverne. Det skulle jo nødig blive rutine *lol*
Men de studerende opfører sig da heldigvis, som de plejer *G* - f.eks. tror (håber) de, Helen og jeg kan lære for dem.
På en eller anden måde vender læreprocesser på hovedet for nogen af dem. Det er hvert semester op ad bakke at få dem til at forstå, at læring ikke kan overføres fra læreren til den studerende. Helen og jeg kan tegne og fortælle lige så tosset, vi vil - først når den enkelte studerende selv arbejder med opgaverne/programmerne/problemerne - sker læringen. F.eks. er seminarene er hver gang opdelt i "Bakspejlet" og "Frontruden" - og de studerendes forhåbninger til "Frontruden" er stærkt overdrevet, hvorimod de - efter Helens og min mening - ikke lægger nok vægt på den læring, der er mulig i "Bakspejlet". Måske presser vi dem ikke tilstrækkeligt til at føre den logbog, der jo gerne skulle åbne deres øjne for deres egen læreproces?

Det undrer mig hver gang, hvor de har fået den læringsopfattelse fra? De erfarer det jo hver gang - som én på sidste hold så præcist udtrykte det, at: "da jeg kom hjem, så programmet helt anderledes ud." (vel og mærke nøjagtig det selvsamme program! - version og det hele :)
Det sker gang på gang, at ting der er sagt flere gange på et seminar - og fremhævet som supervigtigt, er nøjagtigt det, der bliver spurgt om i Bb senere. Det tolker Helen og jeg altså ikke som at de studerende ikke har hørt efter, men som en bekræftelse på, at man skal "have ører at høre med" - dvs. selv sidde med problemet og forståelsen af problemet, før læring sker.

Jeg ved ikke, hvor opfattelsen af, at det kun drejer sig om "at lære at trykke på de rigtige knapper" kommer fra? I industrialderen (dengang verden stod relativt stille) var paratviden nok, men nu er det langt mere kompliceret at lære, da det, der skal læres, er forståelsen for det, man foretager sig. Og det er jo langt mere besværligt og komplekst. En klog (kineser var han vist) sagde: "Hvis du giver en mand en fisk, har han mad til én dag, giver du ham en fiskestang, har han mad til hele livet". Men det kræver jo altså, at han sætter sig ned til søbredden......

Desværre er dette foto belagt med en licens, der gør, at jeg kun må linke til det, men det er en illustration af, hvordan vi alle godt ved, at læring er: funderet i egen praksis! Man kan ikke vise, tale eller skrive, hvordan man lærer at holde ballancen.

24 oktober, 2006

Ophavsret

Statens Museum for Kunst er det lovligt at fotografere uden blitz, men da jeg ville lægge mine fotos ud i Flickr, kom jeg dog i tanke om "Loven om ophavsret". Jeg mailede lidt frem og tilbage med en venlig medarbejder fra museet, som oplyste mig om, at med mindre kunstneren var død for mere end 70 år siden, skulle jeg indhente tilladelse, hvis jeg ville lægge fotografierne ud på nettet. Det er (formentligt) lovligt at lægge fotografier fra salene ud på nettet, som jeg har gjort her og her.
Jeg havde dog i sal 201 taget et billede, hvor en skulptur af Peter Land helt klart var så meget i fokus (og datteren på bænken så meget i baggrunden :), at det krævede tilladelse. Jeg lagde derfor dette billede ud i første omgang:

Statens Museum for Kunst

Derefter gik jeg på jagt efter Peter Land på nettet. Det krævede en del søgen - hvor jeg dog så blev klogere på Peter Lands værker - inden jeg fandt en mailadresse.
Mailen blev sendt kl. 11:00, og kl. 14:21 havde jeg Peter Lands tilladelse:
Tak for din forespørgsel.
Det er helt fint med mig at du bruger det billede
efter forgodtbefindende.
Jeg håber at denne mail er bekræftelse nok,
ellers
må du henvende dig igen, så kan du få det skriftligt, om nødvendigt.

Så nu har jeg dette billede på Flickr:


Statens Museum for Kunst

Jeg er ret vild med Peter Lands humoristisk selvportræt: "Siddende mand med prikker på blåt tæppe", og på min vej efter hans email fandt jeg også denne herlige skulptur. Se dén havde jeg slet ikke opdaget, hvis jeg bare havde haft en Copy Dan aftale...... ;)

I uddannelserne er vi så vant til Copy Dan systemet, at vi er tilbøjelige til at tro, at når kopiereing/fotografering ikke er dækket af en Copy Dan aftale, så er det Forbudt. Ophavsretten betyder jo ikke, at det er forbudt, men blot at man skal indhente tilladelse, og det er min erfaring - som i dette tilfælde - at det er langt lettere at få lov end man umiddelbart tror. Kunstnere er langt mere generøse end f.eks. den skrækkeligt gammeldags og pressehungrende Antipiratgruppen giver indtryk af.

2 eksempler:
Ruth (multimedie årg. 2005) brugte nogle giraffer fra en serviet og fik tegnerens tilladelse.
Hanne har fået lov til at lægge billeder af Maibritt Oksen på Flickr.

Efterårsferien

I efterårsferien var jeg på Statens Museum for Kunst for at se nyophængningen af deres samlinger. En fantastisk oplevelse!! Jeg er fuld af beundring for den umådelige viden, der ligger bag sådanne ophængninger i modsætning til de traditionelle, kunsthistorisk kronologiske ophængninger. Der er virkelig øjenåbnende sammenstillinger i den nuværende ophængning.
Jeg husker Statens Museum for Kunst fra dengang, jeg boede i København. Det var før ombygningen. Dengang mødtes man af et kæmpe, mørkt trapperum, og via trappen steg man så op til kunstens højder på 1. sal.
Nu træder man ind i voldsomt store, åbne lyse rum, hvor ophængningerne ofte får én til at føle sig meget lille i en stor, betagende verden. Man taber næsten vejret.



Statens museum for kunst


Og så kan jeg varmt anbefale "Late afternoon tea" på museets Café Republiblic.



Statens museum for kunst

- her er det datteren, der drikker rooibos te med vanilje fra Perchs thandel med udsigt til fordanskede sandwich, scones med creme fraische og jordbærsyltetøj samt lækre chokolader. Yummy.
Prisen er måske lidt voldsom, men pyt - museet har gratis adgang for alle :)

23 oktober, 2006

kampus.nu

Som omtalt d. 4.10. er kampus.nu i luften. Der er ikke meget indhold på kampus.nu - projektet er så at sige i en undersøgelsesfase. Alle uddannelsesinstitutioner med mellemlange og lange videregående uddannelser, der kan samle 5-10 studerende, vil få besøg af initiativtagerne til kampus.nu. På et 2 timers møde vil initiativtagerne indsamle ideer til, hvad kampus.nu kan indeholde.

CVU Sønderjylland er ikke på listen over uddannelsesinstitutioner, men jeg har mailet til kampus.nu, så vi kan komme med fra starten.

Pressen om kampus.nu:
Informations artikel om kampus.nu* og Københavneravisens omtale.

Det kan godt virke lidt skuffende, at der slet ingen aktiviteter eller blot skitser til disse er på sitet, på den anden side tegner lydhørheden overfor brugerne godt. Jeg læste i en artikel (eng.), at en forsker, der virkelig ved noget om internetkulturen, mener, at grunden til, at MySpace er blevet så udbredt, mens Friendster kun levede en kort periode, er de to helt forskellige måder ejerne bag MySpace og Friendster takler brugerne. Mens MySpace hele tiden er i en dialog i øjenhøjde med sine brugere, var Friendster kendetegnet af en alvidende ejer og dennes ikke særligt venlige behandling af brugerne.
Så lydhørheden overfor brugerne tegner godt - hvis kampus.nu altså kan levere varen. Det vil fremtiden vise.

Hvis kampus.nu bliver lige så populært som deres forbilleder myspace.com, facebook.com og ratemyprofessor.com - også det vil fremtiden vise.

* Mit link til artiklen i Information er lovligt - om det er lovligt at lægge Informations artikel som .pdf fil på nettet afhænger af, om flugge.net har fået tilladelse af Information.......

20 oktober, 2006

En god sag

Creative Commons fundraiser i disse dage.



Det er en god sag at støtte.

Når jeg køber på nettet, anvender jeg PayPal, hvor det er muligt. PayPal, der har mit bankkontonummer, trækker beløbet på min kontor og betaler for varen. Så ligger mit bankkontonummer ikke og flyder flere steder :)

12 oktober, 2006

Billeder på skærmen

Lige nu kæmper alle bravt med Paint Shop Pro. Hvilket lag står jeg liiige på nu? Hvordan får jeg den palet tilbage, jeg kom til at slukke for? Hvordan klipper jeg en tyyyynd ballonsnor ud? Hvorfor kan jeg nu ikke slette det første lag? Hvordan får jeg den f********* fisk til at svømme? Gåder er der nok af - ikke mindst den helt store - hvordan finder børnene ud af det????

Men det kommer, allerede nu er der rigtig mange tegn på, at Paint Shop Pro er ved at blive erobret:
Anne-Mette og Henny går Andy Warhol i bedene. Anne-Mette har også løst ballonsnorens gåde og lært fisken at svømme. Helle har gang i projekt-"Find Hippo" - han synes at være overalt :). Jonatan synes Photoshop er fedt! ( se: Sunday, October 01, 2006) og Kathe er til fest og ballade. Malene fortæller om Andreas fantastiske jordomrejse til land, til vands og i luften - og hjem til Aulum (se: Thursday, October 05, 2006 og følgende). Marianne har et godt øje for æstetik, og det kører rigtigt for Vivian, hun har vist ikke fået armene ned endnu (se: Friday, October 06, 2006). Yvonnes tid bliver røvet af den store, grimme tidsæder. Fodr den, Yvonne, fodr den!
Lise-Lotte er vist faldet i en flyttekasse..... Juhuuu! Hvor er du, Lise-Lotte?

Timingen er vist helt rigtig til at introducere BabySplat. Et lille, gratis program til helt små Keyboard Cowboys.

Download (v3.21 installer w/Source), 1MB Win9xME, 2K, XP), pak programmet ud med winzip og installer det.

Tilføjet d. 14. oktober: en af mine mediekompetente studerende (som er vandt til editorer og programmer med værkstøjer) har gjort mig opmærksom på, at jeg bør gøre opmærksom på, at i BabySplat skal man blot tænde højtalerne og banke vildt løst på tastaturet :)

11 oktober, 2006

Handicappet blog

Alle mine links i min blogroll (linksamlingen i højre spalte) er "rullet sammen" i dag. Årsagen er, at jeg ikke skriver dem i templaten, men i blogrolling.com, en smart sag på nettet - når altså den virker :) I dag er der noget galt med blogrollings server, men forhåbentlig får de den snart fixet igen.




Blogrolling findes i en gratisudgave, men så har en begrænset mængde kategorier (3 så vidt jeg husker).

Go'e gamle Huizinga

Tænk, Marianne citerer i sin blog mit yndligscitat:
”Legen er noget i sig selv. Den er et mål i sig selv, hvor det at være i
selve processen, i en god situation, er det, som børnene går efter" (Huizinga, 1958)
Det citat gør den ofte anvendte sammenstilling: "Leg og læring" til noget vås. Formentlig opfundet i de bedste hensigter, men desværre siger det nok mere om "det pædagogiske projekt" end om leg og læring som begreber.

Anvender man mål / middel på de to begreber opdager man - med netop Huizingas definition - at de netop er diamentralt modsatte aktiviteter.

Legen har "leg" - dvs. at komme i en legende tilstand - som mål, og midlet kan være læring. Hvis man f.eks. ikke er god til et skydespil på computeren - eller ikke kan finde ud af billedbehandlingsprogrammet, så kan man ikke lege med. Man dør hele tiden :) Så må man lære sig det elementære - men læringen er midlet, at være i legen er målet.

Med læring er det præcist modsat. Her er målet læring, og legen - det at udvikle sproget f.eks. - er en strategi, et middel, som gør arbejdet med læringen mindre kedeligt/sjovere. Sukkeret på den bitre pille, om man vil.

Jeg har diskuteret det med utallige, og mange gange bliver folk (især lærere) helt ophidsede og siger, at læring godt kan være sjovt - men "leg" og "sjovt" er altså ikke det samme! "Sjovt" er når man griner og morer sig. "Leg" er en mental tilstand.

Carsten Jessen skriver om det samme i "Gæstebloggen" i marts - posten "Leg som middel eller biprodukt?"

I december sidste år skrev jeg forresten om Seymour Papert’s begreb "Learning as hard fun". Hvad mener I - er Paperts begreb "Hard fun" i modstrid med eller i overensstemmelse med Huizingas filosofiske definition af "Leg"?Og hvorfor siger vi mon "Let som en leg?" Er det specielt "let" at lege?

10 oktober, 2006

Blogger merchandise

Karen Boesgaard fra læreruddannelsen har lagt et link til en blogger merchandice (klik på linket "mug"), jeg simpelthen ha' *G*
Med en dollarkurs, der fredag eftermiddag lå på 5,60 danske kroner, er krusets pris: 78,35. Hertil kommer interational fragt (International 8-10 business days (from shipping date) First Item $7.00 Each Additional $4.00).

Mit regnestykke giver 117,40 for første krus og 100,75 for de næste. Jeg køber det første, er der nogen, der skal have et krus med?

09 oktober, 2006

Blogbog

Thomas Madsen-Mygdal og Trine-Maria Kristensen er ved at skrive en dansk bog om blogs. De lægger løbende disposition og overvejelser på en blog, hvor de inviterer læserne til at kommentere og bidrage.

Her er en chance for at deltage, som I bestemt ikke må lade gå fra jer!

Her er et par blogs, der omtaler søndagens blogforum:
BLOGBOGSTAVER - oplæg om kommentarer i blogs - foto fra BlogForum på Flickr
Sille - ikke helt som de andre (som nogle af jer kender) - selv en Smølf deltog



Blogsmølf
Originally uploaded by
nipprdk.

Blogs breder sig....

Det ser ud til, at blogs breder sig for alvor i Danmark nu. Søndag var der BloggerForum i København med rigtig mange deltagere.
Flere og flere aviser blogger (Fyns Stifstidende, Information og Politiken starter 1. oktober. Firmaer blogger (f.eks. Arla og Årstiderne) og politikere blogger (Niels Helveg, Lotte Bundsgaard (dog kan man ikke kommentere!!) og Holger K er holdt op igen).

På BloggerForum havde Stefan Bøgh-Andersen fra Overskrift.dk et oplæg om antallet af danske blog og den stigning, der er sket de sidste 5 måneder.

Og nu begynder der også at dukke blogs op i forbindelse med undervisning. Bortset fra de mange blogs, der er URLer til her i bloggen, kan jeg nævne følgende:

Hvis nogle af jer har kendskab til andre blog af studerende/uddannelser, vil jeg meget gerne høre om dem.

04 oktober, 2006

kampus.nu

Information har en artikel i dag om et nyt websted for studerende på videregående uddannelser, kampus.nu
kampus.nu åbner til oktober, men har allerede en blog, man kan følge med i, ligesom man kan tilmelde sig et nyhedsbrev på kapus.nu.
Læs artiklen "Campuskultur på nettet" i avisdatabasen, InfoMedia (samme login som til Manualdatabasen)

Det bliver spændende at se, om portalen bliver lige så populær som de amerikanske forbilleder MySpace (106 million brugere og 230,000 nye profiler om dagen), Facebook (over 10 million registerede brugere og over 40,000 regionale, arbedsrelaterede, kollegiale og uddannelses netværk) og Ratemyprofessors (Total Ratings: 6,200,000+, Total Professors: 770,000+, Total Schools: 6,000+).

Jeg har faktisk fået oprettet CVU Sønderjylland i Facebook, så har du en @cvusonderjylland.dk mail, kan du tilmelde dig Facebook :)
Maria fortæller søndag d. 3. september 2006 i bloggen, Tema 3 om hi5, hvor hun har fundet gamle skolekammerater.

Det måtte jo komme. Jeg sagde faktisk for et halvt års tid siden til min boss, at jeg ville starte et RateMy Professors, når jeg engang bliver pensioneret. Han spurgte, hvorfor jeg ikke startede med det samme? Ha, det skulle jeg måske have gjort *G*
Når man ser, hvor vrede "professorerne"kan blive (se posten "Så kom ideen til DK") er det nok klogest at lade være, hvis man vil kunne tale med kollergerne fremover....

Men jeg overvejser så i stedet at lave en "VurderDinPædagog" for børnehavebørn og SFO unger i stedet *lol*

Se Wikipediaen om
MySpace,
Facebook
RateMyProfessors

Mediepanik

Det skal ikke altid handle om Arto, men da det ser ud til, at dette års mediepanik (Se Læs mere....) handler om børn på nettet, og at den hver gang føres om Arto (i USA er det MySpace), er debatten om Arto generelt vigtig.

Grunden til posten om Arto er denne gang, at Thomas Ryberg (som I kender fra kommentarer i denne blog) har lagt en god post i sin blog i dag. Thomas henviser i sin blog til en artikel af Malene Charlotte Larsen: Bag om Arto.dk – fra venskaber til mediepanik og en podcast med Carsten Jessen: Forsker: Brug computerspil i undervisningen.

Interviewet (podcasten) med Carsten handler nu ikke om Arto, men om computerspil, og da vi ikke gør så meget ud af det område i multimedie, er der så meget desto mere god grund til at høre det interview. (Der er et lidt mærkeligt billede ved podcasten - det er ikke Carsten på billedet!) og måske i den forbindelse læse den artikel I har på litteraturlisten (obligatorisk): "Doom i Havnbjerg. Computerspil, legekultur og uformelle kompetencer."

Mediepanikken over computerspil har lagt sig og er i dag som nævnt erstattet af internettet (Arto), men derfor er det da ikke mindre vigtigt at forholde sig til debatten "gode spil / dårlige spil". Som interviewet med Carsten viser, er der stadig noget at snakke om.....

Mediepanik er et "fagbegreb" i teoriområdet: medier. Hvis I vil læse kort om begrebet (der er skrevet hele bøger om det på engelsk :), kan jeg anbefale Kirsten Drotner m.fl.: "Medier og kultur. En grundbog i medieanalyse og medieteori.", Borgen/Medier, 1996, pp 70-74). Her gennemgår KD kendetegnene ved mediepanikkerne: debattørerne, , debatformerne og debatmålene, som hun finder gentaget igen og igen mediehistorien igennem.
Jeg er ret sikker på, at jeg har citeret fra netop denne bog på et seminar:
"Mediepanikkerne afspejler derfor indirekte en kulturkamp mellem generationerne: Hvem skal definere, hvad rigtige kulturelle kompetencer er?"
Det er en virkelig central analyse! Og derfor et af mine yndlingscitater *G*
Historisk set har der været mediepanikker lige siden de første medier: tekster, som almindelige mennsekser kunne læse. Den mest berømte mediepanik var 50'ernes tegneserie debat. Men der har stort set altid være en mediepanik i gang omkring det sidste nye medie, mens de forrige så falder tilbage i rækken af accepterede medier. Hvem vil hæve røsten over tegneserier i dag? Hvem vil i dag påstå, at børn bliver voldelige af at læse (de gamle) Supermand hefter? Og hvem tror - som man påstod i radioens barndom (krystalapparatets tid) - at man får blomkålsører, hvis man har hovedtelefoner på for længe? *G*

Netop ved at læse om forgangne tiders mediepanikker er jeg blevet meget skeptisk overfor de aktuelle - jeg er sikker på, at man om 10 år vil synes, at de aktuelle påstande er næsten komiske. Og værst af alt er det menneskesyn/børnesyn, der ligger bag mange af panikker: at børn ukritisk efteraber det, de ser. Denne medieteori kaldes "effektteorien" og er forladt af stort set alle forskere (på nær et par amerikanske!), fordi den er alt for simpel til at være rigtig. Børn (og voksne) ses ikke mere som passive, efterabende skabninger, men som aktører. Mediernes fortællinger bliver ikke efterabet, men anvendt aktivt som råstof i egne fortællinger. (se f.eks. litteraturlisten: "Børnekultur - legekultur : introduktion, in Mouritsen, Flemming: Legekultur : essays om børnekultur, leg og fortælling, (side 9 – 31) Odense Universitetsforlag, 1996.)

03 oktober, 2006

Fra Writely til Blogger II

Det gik jo glimrende at sende fra Writely til Blogger. Formateringen kom med - listeformen ser fin ud og links lavet i Writely er stadig aktive i Blogger.

Nu skal jeg lige se, om grafik kommer med :)

Her er vore interne frimærker - kaldet "kagemænd" *lol*

Det er jo fabelagtigt! Selv billeder kommer med fra Writely til Blogger! Jeg kan endda komplicere det yderligere: skrive en tekst i Word, uploade den til Writely og derefter sende den til Blogger. Min sjæl, hvad vil du mere? Kan jeg - som Kingo - spørge ;)

PS. Jeg skal nok lægge et papir om, hvordan I kommer i gang med Writely i Blackboard. Jeg prøver at nå det i morgen. Ingen tvang......... kun et tilbud :)

02 oktober, 2006

Fra Writely til Blogger I

Man siger, at en kloge ræv har mange udgange, så jeg er lige nu ved at finde ud af måder, jeg kan poste til min blog.

  • Jeg kan emaile via mit postsystem til min blog - hvorfor jeg lige skulle gøre det, ved jeg ikke - jeg skal jo sidde ved en computer med netadgang for at gøre begge dele - men jeg kan :)
  • Jeg kan emaile via min mobil - både tekst og billeder
  • Jeg kan kopiere og poste citater fra andre websider direkte ind i bloggen ved hjælp af Blog This

Nu prøver jeg så, om jeg kan få Writely til at fungere sammen med min blog. Hvis det fungerer, skulle denne post - skrevet i Writely - altså stå i min blog om lidt *krydser fingre*


(Skrevet i bloggen) Jamen, det gik jo helt perfekt! Det er ret fedt, at det kan lade sig gøre. Det giver Writely et ekstra perspektiv. Jeg vil varmt anbefale Writely som onlineredskab, hvis man skal skrive en tekst sammen. Fordel: man skal ikke uploade og downloade dokumenter i én uendelighed som i Blackboard!

Kort om Writely, der er et online sted, hvor man kan dele dokumenter, dvs. være flere om at skrive på den samme tekst:

Du kan:
- uploade Word dokumenter, HTML eller .txt dokumenter eller skrive en ny tekst
- emaile tekst til Writely, som du så senere kan redigere eller skrive videre på
- lave simpel formatering (skrifttype, skriftstørrelse, fed osv.)
- invitere andre (pr. email) til at dele dokumenter, dvs. skrive med på dokumenterne- se alle forudgående versioner af dokumenterne og vende tilbage til en tidligere version
- offentliggøre dokumenterne eller gøre dem tilgængelige for personer, man vælger at tildele adgang
- downloade dokumenter til sin harddisk i Word, HTML eller zippede
- poste dokumenter til en blog
Flere kan ikke skrive samtidig, men du kan se, om der en anden i gruppen, der aktuelt skriver på dokumentet, og du derfor må vente til den anden er færdig og har gemt.