Grunden til posten om Arto er denne gang, at Thomas Ryberg (som I kender fra kommentarer i denne blog) har lagt en god post i sin blog i dag. Thomas henviser i sin blog til en artikel af Malene Charlotte Larsen: Bag om Arto.dk – fra venskaber til mediepanik og en podcast med Carsten Jessen: Forsker: Brug computerspil i undervisningen.
Interviewet (podcasten) med Carsten handler nu ikke om Arto, men om computerspil, og da vi ikke gør så meget ud af det område i multimedie, er der så meget desto mere god grund til at høre det interview. (Der er et lidt mærkeligt billede ved podcasten - det er ikke Carsten på billedet!) og måske i den forbindelse læse den artikel I har på litteraturlisten (obligatorisk): "Doom i Havnbjerg. Computerspil, legekultur og uformelle kompetencer."
Mediepanikken over computerspil har lagt sig og er i dag som nævnt erstattet af internettet (Arto), men derfor er det da ikke mindre vigtigt at forholde sig til debatten "gode spil / dårlige spil". Som interviewet med Carsten viser, er der stadig noget at snakke om.....
Mediepanik er et "fagbegreb" i teoriområdet: medier. Hvis I vil læse kort om begrebet (der er skrevet hele bøger om det på engelsk :), kan jeg anbefale Kirsten Drotner m.fl.: "Medier og kultur. En grundbog i medieanalyse og medieteori.", Borgen/Medier, 1996, pp 70-74). Her gennemgår KD kendetegnene ved mediepanikkerne: debattørerne, , debatformerne og debatmålene, som hun finder gentaget igen og igen mediehistorien igennem.
Jeg er ret sikker på, at jeg har citeret fra netop denne bog på et seminar:
"Mediepanikkerne afspejler derfor indirekte en kulturkamp mellem generationerne: Hvem skal definere, hvad rigtige kulturelle kompetencer er?"Det er en virkelig central analyse! Og derfor et af mine yndlingscitater *G*
Historisk set har der været mediepanikker lige siden de første medier: tekster, som almindelige mennsekser kunne læse. Den mest berømte mediepanik var 50'ernes tegneserie debat. Men der har stort set altid være en mediepanik i gang omkring det sidste nye medie, mens de forrige så falder tilbage i rækken af accepterede medier. Hvem vil hæve røsten over tegneserier i dag? Hvem vil i dag påstå, at børn bliver voldelige af at læse (de gamle) Supermand hefter? Og hvem tror - som man påstod i radioens barndom (krystalapparatets tid) - at man får blomkålsører, hvis man har hovedtelefoner på for længe? *G*
Netop ved at læse om forgangne tiders mediepanikker er jeg blevet meget skeptisk overfor de aktuelle - jeg er sikker på, at man om 10 år vil synes, at de aktuelle påstande er næsten komiske. Og værst af alt er det menneskesyn/børnesyn, der ligger bag mange af panikker: at børn ukritisk efteraber det, de ser. Denne medieteori kaldes "effektteorien" og er forladt af stort set alle forskere (på nær et par amerikanske!), fordi den er alt for simpel til at være rigtig. Børn (og voksne) ses ikke mere som passive, efterabende skabninger, men som aktører. Mediernes fortællinger bliver ikke efterabet, men anvendt aktivt som råstof i egne fortællinger. (se f.eks. litteraturlisten: "Børnekultur - legekultur : introduktion, in Mouritsen, Flemming: Legekultur : essays om børnekultur, leg og fortælling, (side 9 – 31) Odense Universitetsforlag, 1996.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar