Carsten har udfordret mig til at berette om min fascination af 'Duller' (eller Dollz, som de hedder ude i verden - 2,530,000 hit på Google!!).
Allerførst må jeg tilstå, at jeg er hårdt angrebet. Jeg kan savle over illustrationerne i Birgitte Globs og Mette Winges bog 'pigedrømme'. Især kan jeg ikke komme forbi siderne med Mariekiks Dukker og Gerda Vindings påklædningsdukker, som vi selv skulle farvelægge. Jeg husker hver eneste kjole og hvert eneste ark. Jeg husker Vikinge farverne, vi brugte, og fryden ved at stå nede i 'TipTop' (den lokale legetøjsforretning) og bladre i den store stak Gerda Vinding ark til 50 øre pr. styk. Det kunne tage rigtig, rigtig lang til at bestemme sig.
Når påklædningsdukkerne var omhyggeligt farvelagt og forsigtigt klippet ud, blev de lagt i gamle regne- eller skrivehefter, som vi havde forsynet med faneblade med teksterne: sommerkjoler, vinterkjoler, dragter, balkjoler, bluser, bukser, nattøj, strandtøj, sko osv. osv. (rækkefølgen var helt fast - og så vidt jeg husker som her gengivet).
Da vi blev lidt ældre, begyndte vi selv at tegne tøj til påklædningsdukkerne og senere også selve påklædningsdukkerne. De selvtegnede dukker adskildte sig fra de købte ved at have større bryster og kjoleudskæringer end de købte. Meget større! Vi lod dem heller ikke ligefrem ligge og flyde for de voksne at se.
Jeg nåede aldrig at få en Barbiedukke, men jeg fik til min mors store forargelse Barbies forløber Lilli dukken af min storesøster og moster - om min mor var mest forarget over min alder (jeg var konfirmeret) eller over den garderobe, min søster og moster havde produceret (en meget voksen garderobe!!), ved jeg ikke, men jeg husker tydeligt, at gaven ikke passede hende den jul.
Paralellen i dag er vel forargelsen over de små pigers bare maver og 'udfordrende' beklædning. Men legen er den samme - blot kan man læse en stigende velfærd i udviklingen: papirdukker -> rigtige dukker -> eget tøj (selv dukken = 'erstatning' ikke nødvendig).
Èn ting, jeg også husker meget tydeligt, er, at vi ikke havde gang i det med drenge endnu, da vi var allermest optaget af påklædningsdukkelegen. Det var et rent pigeunivers. Og som sådan blev den leg sandelig taget under behandling i 70'erne store kønsrolleprojekt - Barbie dukken fik læst og påskrevet! Jeg husker tydeligt venindernes løftede øjenbryn, da jeg accepterede at mit 70'er barn legede med Barbie. Jeg husker også den garderobe, jeg forsynede hendes Action Man med - en tro kopi af faders hippieveste og smækbukser!! Ak, ja, Ken er og blir jo kun 'tilbehør' til Barbie. Der er trods alt mere mand over Action Man - men Battledress var dog for meget ;) Og ét er sikkert - Barbies heste er langt, langt vigtigere end hendes mænd *lol*
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
4 kommentarer:
Hej Lis,
Jeg har - må jeg indrømme - samlet på glansbilleder hele min barndom og helt op i voksen livet. Indtil vi flyttede for 8 år siden havde jeg en meget fin samling som ved et uheld blev smidt ud - stor sorg..
Samtidig kan jeg huske jeg som barn legede med hønseringe. Vi sad på værelset 2-3 piger og lavede lange slanger af hønseringe i alle mulige flotte farver.
Når jeg i dag husker tilbage på disse lege i min barndom var det jo faktisk ret stillesidden lege som - hvis jeg skal være helt ærligt :-) ikke holder til et nærmere eftersyn af motorik- og motions politiet. :-)
Så mon ikke den hos nogen lidt romantiske forestillinger om tidligere barndoms tider med uanede mængder af frisk luft og leg og fysisk udfoldelse på gaden har jeg tænkt meget på om det i virkeligheden er en lettere overdrivelse af sandheden.
Man kan jo senest i reklamerne på tv for mere motion til børn og unge, de såkaldte 60 min om dagen, se at man ved at bruge et joystick indirekte giver computeren skylden for børn overvægt og manglende fysisk udfoldelse. Måske er dette ikke helt rimeligt..
Mange hilsner
Dorte Sophieh
Hej Lis - og alle andre
Jeg har oprettet min blog uden for "Blogger" på www.playculture.info - og jeg ved ikke, om I er informeret om det. Der ligger foreløbig nogle få henvisninger til sider, hvor børns egen kultur udfolder sig. I er meget velkomne til at kommentere, enten i jeres egne blog eller direkte på min blog.
Mange hilsner
Carsten Jessen
Hej Lis.
det er sjovt at du her tager dette emne op med bl. a. påklædningsdukker, for jeg har i opgave 1 i min multimedie blog været inde på det samme emne. hvor jeg så denne gang valgte en papirmus.
Det der er spændende for pigerne idag, tror jeg, at de kan få så gode modeller på computeren, og det at have papirsdukker er måske ok, men jeg har snakket med nogle piger som fortalte, at det bestemt var dukkerne på computeren, de var begejstert for.
Lykke har skrevet til mig i min blog omkring påklædningsdukker, for ca. en måned siden, og på det tidspunkt blev jeg klar over, at der også var gang i
Jeg har gemt en kasse med gamle papirsdukker, og tøj som jeg som barn har lavet, (det var kultur af mig)Så da du nævnte Marie, som du havde som barn, kom jeg til at tænke på de gamle, jeg også har.
Dorte er inde på, at det er stille lege, som hun havde lavet som barn, når det var glansbilleder m. m. Jeg tror, at det var lidt det samme for påklædningsdukkerne, at det var børnene måske stille omkring, og dengang skulle børnene være stille, ofte for stille ikke?
hilsen fra mig
Karin.
Hej Lis
Når jeg kigge på Dullerne og læser dine kommentarer, så kommer jeg til at tænke på min egen mor......(undskyld sammenligningen, men I er altså fra samme generation). Hun kan falde i svime over enhver påklædningsdukke...hun kan ikke gå forbi en kasse med alle de hersens ark med klippe-ud dukker. Papirmuseet er lukket land medmindre hun har mindst en time reserveret i kalenderen. Helt galt bliver det hvis hun ser Lille-Marie, Store Marie og Sorte-Marie. Eller hvad med de gamle ark med de kendte skuespillere fra 50-erne. Jo du kan nok høre jeg er blevet haglet igennem dem alle, og det har aldrig bidt på---for min mors passion kunne jeg altså ikke finde...det var gammeldags!
Til gengæld jublede hun da mine to piger viste en spirende interesse for at klippe og klistre. Så mormor og pigerne stikker hovederne sammen i tide og utide og tegner, klipper og nyder det. Jeg kan bare stå på sidelinjen og tænke at der skal jeg ikke blande mig for meget.
Send en kommentar