Så er det en uge siden undervisningsforløbet startede. En på alle måder begivenhedsrig uge, men også passende et tidspunkt for den første eftertanke. Måske ville det være et godt fortsæt om at skrive 'fredagstanker' hver uge?
Lad mig starte med en status i form af en faktuel oversigt. Holdet er på 7 studerende. En enkelt har af private grunde holdt pause i denne uge, så reelt er der 6 studerende i denne uge.
De er alle 6 på Flickr og har lagt mere end ét billede ind hver. Èn har oprettet en Flickr gruppe, én et slideshow. 3 har en blog (Blogger) og 2 har delicious bogmærker.
Næsten alle mangler at tilknytte nogle medstuderende som kontakter. Jeg har lagt en oversigt i Bb, hvor de også kan finde en opdateret liste over ’Handles’.
Jeg tror desuden, vi lige skal en ekstra tur omkring billedstørrelser og scalering. Der er enkelte, som har meget store billeder i Flickr. Det går galt, når de kommer til bloggen!
Så langt så godt, men vi har et megaproblem: de studerende skriver ikke i logbog i Groups. Vi kommunikerer en del i det åbne forum i Bb, men da det overvejende er konkrete spørgsmål, betyder det, at Helen og jeg ikke kan vide, om de har taget fat på de øvrige opgaver såsom at kikke Flickr eksemplerne i Wikien igennem, læse de tekster, der står i litteraturlisten samt i linkene i ’Teknik/håndværk/Billeder’, overvejer hvad de gør og hvorfor, osv. osv. som beskrevet i temarket.
Hvordan takler vi lige det? Jeg er stærkt imod pligtskrivning, som kun har til formål at tilfredsstille underviserne, det er vigtigt, at logbogen bliver et læringsværktøj, men hvis de ikke skriver om deres læreproces, kan vi jo ikke vejlede i forhold til den, men kun se produkterne. Ak, ja – et fundamentalt e-læringsproblem. Men jeg tror nu, at det er nødvendigt at huske dem på logbogsopgaven og ikke kun de 4 øvrige opgaver, som de jo knokler flot med. Som jeg har skrevet i et indlæg Bb i dag – det må ikke gå op i teknik det hele, kommunikation og æstetik er også en fundamental del af målene for undervisningsforløbet.
Et andet problem er, at Helen og jeg er blevet overhalet venstre om. Vores tidsplan i temaarket har de totalt ignoreret. Nogle er i gang med de opgaver, hvor deadlinen er d. 29.9. Hva’ bilder de sig ind? *lol* Nå, spøg til side – deres nysgerrighed og engagement er uvurderligt, men der er også to indlæg, som giver mig grund til eftertanke: det ene i dag om bloggen, hvor grænsen mellem frustration og sjov synes at være tippet til den forkerte side samt bemærkningen om delicious, hvor det humoristisk tilføjes: jeg ved ikke lige, hvad jeg skal bruge det til. Min bekymring om deres hast hænger sammen med bekymringen over, om de studerende mon også får læst og tænkt, eller om de er for teknik-fokuserede lige her i starten.
Jeg vil foreslå, at vi ’skruer bissen på’ og markerer to krav:
1. Vedrørende logbogen: logbogen skal skrives. Den er indgangen til refleksioner over deres egen læring, pædagogisk relevans og faglige overvejelser.
2. Vedrørende de trådede diskussioner i Bb. Jeg vil foreslå, at vi skal lave en ugentlig arkiveringsrutine, men for at arkivet skal kunne bruges som ressource, er det nødvendigt at være mere præcis med angivelsen af Subject. Overskrifter som ’Til Lis og Helen’ er uanvendelige i et arkiv.
02 september, 2005
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar