Pædagogfaglighed

For nogen tid siden diskuterede vi pædagogfaglighed i vort multimedie-blogger-fællesskab. En diskussion, som den, der i disse dage er i gang i vort lille blogger-fællesskab, er for mig et fornemt eksempel på "pædagogfaglighed".
Flere (1, 2 og 3) berører f.eks. den udbredte bekymring for at vold skal have en effekt på børnene. Her kommer en pædagogfaglighed lige præcist på banen. En pædagog bør have en forskningsbaseret viden. Hr og fru Danmark har også en mening, men den er oftest baseret på det billede medierne har givet af et område. Det er bare ikke tilstrækkeligt for en professionel pædagog. Her må der ligge viden bag holdningerne/meningerne.
Michella henviser til Medierådets webside, der henvender sig til netop denne bekymring. Og læser man den med "videnskabelige øjne", er der én sætning, der springer i øjnene:

I specifik forskningssammenhæng har en del psykologisk inspirerede undersøgelser fundet grund til bekymring. Andre har dog ikke, selv med samme metoder, kunnet gentage disse resultater.

Når man ikke kan gentage metoder med samme resultat, er der simpelthen pr. definition ikke tale om videnskabeligt bevis!

Senere i samme artikel henvises der til en stor undersøgelse Medierådet fik foretaget i 2000. Det fremgår desværre ikke helt af teksten, hvad det var gruppen undersøgte. Gruppen undersøgte samtlige videnskabelige undersøgelser på feltet medier, børn og vold. Intet mindre! Og gruppens konklusion var helt klart, at der ikke var videnskabelige undersøgelser, der beviste, at børn blev voldelige af at spille voldelige computerspil. Pas nu på: det er altså ikke det samme som at der er ført bevis for at børn ikke bliver voldelige af at spille computerspil!! Blot kan man med undersøgelsen i hånden sige, at det at hævde, at børn bliver voldelige af at spille computerspil altså er gætteri - indtil andet er bevist, og det er det heller ikke i 2007.

Michella peger på, at det kan være det, at computerspil er et (relativt) nyt medie, der er årsag til bekymringerne. Og her rammer Michella så meget plet, at der faktisk er et fagligt begreb for det: "Mediepanik". Helen og jeg har skrevet et afsnit om netop Mediepanik i bogen "Dansk, kultur og kommunikation", som jeg passende kan citere her:

Mediepanikker
Børn og unge er de, der hurtigst tager nye medier til sig, og hver gang et nyt medie er dukket op, er der derfor opstået bekymring blandt de voksne. Vil dette nye, ukendte medier skade eller udnytte børnene? Disse "mediepanikker" er et tilbagevendende fænomen, hver gang et nyt medie introduceres. Der har historisk set været mediepanik om filmen, tegneserierne, videoer, computerspil og for tiden udspilles den omkring Internettet, f.eks. børnefællesskabet på Arto.Baggrunden for mediepanikkerne er de voksnes bekymring over mediernes eventuelle skadelige virkning, og mediepanikkerne har et ganske ensartet mønster og en kreds af faste aktører. Det er også karakteristisk, at mediepanikkerne drejer sig om det sidst tilkomne medie, mens de medier, de forrige mediepanikker handlede om, synker ned i kategorien "ufarlige" medier (Rahbek, 2006) .Kirsten Drotner karakteriserer mediepanikkerne således

Mediepanikkerne afspejler derfor indirekte en kulturkamp mellem generationerne: Hvem skal definere, hvad rigtige kulturelle kompetencer er.(Drotner et al., 1996a:70-72)

Pressen er en vigtig aktør i mediepanikkerne. Den uhellige alliance mellem sensationsorienteret journalistik og risikosamfundet forsyner os næsten dagligt med nyheder, der har karakter af "mediepanikker", hvor den bagvedliggende forståelse er udtryk for en effektteoretisk (Drotner et al., 1996a:80-101 og Drotner, 1996b:9-33) opfattelse af forholdet mellem mennesker og medier. Effektteorien forudsætter at budskabet opfattes af hvert enkelt modtager på en fuldstændig ensartet måde, og at modtageren reagerer umiddelbart og direkte på mediebudskabernes stimuli, men vi styrter ikke alle ned og køber varen, når vi har set reklamen, og når vi har hørt en forelæsning, er der ikke transporteret en kopi fra forelæseren til vort hoved.

Mens vi som voksne altså ikke accepterer transportmodellen som gyldig, anvendes den ikke desto mindre ofte i forklaringen på børn og unges adfærd. Når en ung skyder og dræber skolekammerater, forklares det som effekten af voldelige video- eller computerspil[Note:Colombine (se f.eks. "Retssag: Massakre med langt efterspil" (Politiken 9 juni 2001) og senest Erfurt (se f.eks. "Tyskland forbyder voldelige Pc-spil", Berlingske Tidende 20 december 2005), selvom forskningen ikke har kunnet finde en forbindelse [Note:Forskning kan selvfølgelig ikke vise, at der ingen forbindelse er, kun påpege, at forbindelsen ikke kan bevises. [link]. Årsagen til, at der altså mod bedrevidende gribes til en effektteoretisk forklaring, er formentlig den, at dermed undgår samfundet og forældrene at bære ansvaret. USA's våbenlov, social udstødelse o.l. frikendes, når voldelige video- og computerspil udpeges som de skyldige.
(Mogen Sørensen (Red): "Dansk, kultur og kommunikation", Akademisk Forlag 2007, side 311)

Pædagogfagligheden består i, dels at have viden om forskningens resultater, dels at kunne sætte pædagogisk arbejde ind i en samfundsrelation, som f.eks. Tine gør utroligt fornemt i sit blogindlæg i dag.

Der rejses andre interessante emner i indlæggene i dag, f.eks. om pædagogernes egne computerspils-kompetencer. Det vil jeg blogge videre om i morgen :)