I mesterlære som leger

Forklaring til illustrationen
Legerummet er afgrænset socialt: nogle er med, andre er ikke med i legen – også selvom de evt. befinder sig i samme rum
psykisk: alle der er med i legen ved, at "det er noget, vi leger" og
fysisk: hvis en voksen befinder sig i samme rum, men i en vis afstand "eksisterer" den voksne ikke, men nærmer man sig legen, er der en "magisk grænse", og overtræder man den, ser børnene op og siger: "Hvad vil du?"

For-handling
Legen skal aftales og forhandles: hvad skal vi lege, hvem skal være hvem (f.eks. far, mor, lillen osv.), hvor skal vi lege osv. Jan Kampmann, der en årrække optog videoer i børnehaver, iagttog, at disse for-handlinger, der skal til inden legen kan komme i gang, ofte startede allerede i garderoben, når børnene blev afleveret i børnehaven, blev afbrudt af morgensamlingen, når den var slut fortsatte børnene for-handlingen igen, måske afbrud af en tur ud i byen, hvorefter for-handlingen blev fortsat og igen afbrudt af frokost osv, osv. - måske kom den egentlige leg først i gang hen på eftermiddagen, fordi den var blevet afbrudt af de voksne så mange gange. Det fantastiske var, at børnene kunne holde fast i for-handlingen (forberedelsen til legen) igennem en hel dag!!

Legen som mesterlære
A (fortæller/legeleder) er en særlig god leger. Han kan umiddelbart se meget dominerende ud, da det er ham, der fortæller legens handling frem, men ser man godt efter, inddrager han de input til legen som B'erne bidrager med. Hvis han ikke er en "demokratisk" legeleder, men en dominerende legeleder – dvs. undlader at indrage de andres input gider ingen lege med ham.B (aktør med- og modspillere) er aktive deltagere i legen. De kommentarer og bidrager til legen. Forskellen på dem og legelederen, er, at de ikke har ansvaret for sammenhængen i legen, men kommer med ideer, der kan indarbejdes i legen.

Jan Kampmanns eksempel var nogle drenge der legede "Den røde baron i 1. verdenskrig". Børnehavens legehus var deres Fokker Dr.I, og fra legehusets tag bombede de fjendes byer og bekæmpede fjendens maskiner. A's tale er i nutid: "Der til højre kommer fjenden – skyd, skyd!" B kunne sige "og så gik der ild i vingen" (bemærk forskel i tid – der signaleres: dette er et forlag) – ideen fra B blev ikke implementeret i legen lige med det samme, men blev senere strikket ind i forløbet af legelederen, A.

C er endnu ikke aktiv i legen, men iagttager den fra sidelinien. C iagttager, hvordan man deltager i legen, er på vej til at deltage i legen, men er ikke parat endnu til aktiv deltagelse. Sådanne deltagere i fællesskaber på nettet betegnes som "lukers" – altså deltagere, der kun iagttager de aktive, men ikke selv bidrager. "Lukers" lærer også ;)

D er – ifølge Jan Kampmann - et yngre barn. Hans vigtigste legetøj er en rød, trehjulet cykel. Hvis han sidder på sin trehjuler og kikker på de store drenges leg, går pædagogen forbi og smiler: "Nå! du cykler nok", men står han blot (uden cykel) og kikker, griber den forbipasserende pædagog hans hånd og siger: "Nåe, du nok gerne være med, hva'?", går hen til legehuset og siger til de større drenge: "Kan lille her ikke være hunden?"

En total katastrofe, han var jo endnu ikke lærling, og nu stikker hun ham hammeren!!

Kampmanns pointe er at legens roller skal læres – man rykker fra D over C til at blive B – og de dygtigste bliver A, men ikke alle. En form for mesterlære, hvor man starter med at iagttage, hvad de andre gør, bliver derefter lærlingen, der opbygger færdigheder og dermed kommer ind i det aktive fællesskab, men ikke alle bliver mestre, nogle forbliver svende.......

I mesterlære foran computeren
Ikke mindst når man ser børn omkring en computer giver denne forklaring på legerummet mening. Mange er de biblioteker, hvor man har smidt legelederen væk, fordi han "var så dominerende", for derefter at opdage, at aktiviteten omkring computerne faldt drastisk. Og mange små børn er blevet anbragt foran tastaturet for minutter derefter at sidde helt alene. Pointe: alle tre-fire rækker foran computeren deltager i legen – ikke kun barnet ved tasterne!! Snakken omkring spillet er langt vigtige end selve tastaturet.

Ovenstående historie er baseret på et foredrag, jeg hørte af Jan Kampmann for mange år siden, men det gjorde et meget stort indtryk på mig, at jeg bilder mig ind, at jeg husker det ganske præcist :)

Se også
Jan Kampmann: Andersen, P.Ø. & J.Kampmann: Børns legekultur. Munksgaard/Rosinante, 1996 & Forlaget Børn & unges Bogklub, 1997.
"Egen kultur og legekultur" , "Leg har ledere" og "Leg som middel eller biprodukt?" i bloggen Playculture.