Fællesskaber i undervisningen

Så er bloggerperioden om computerspil forbi. Det var en hektisk uge med mange spændende indlæg og kommentarer - og vi kom sandelig rundt i bloggerfællesskabet og rundt om mange vinkler på emnet.
Jeg er stadig overbevist om, at denne form (blogindlæg + kommentarer) er en bedre samtaleform end trådede diskussioner i Blackboards Discussion Board.
Jeg er også stadig overbevist om, at sådanne forløb skal foregå netop som intense, kortvarige forløb. Man kunne selvfølgelig som underviser ønske sig, at sådanne intense samtaler foregik hele tiden, men det er nok en illusion at forestille sig, at det er muligt.

Jeg kan se, at forløbet har flyttet nogle holdninger. Den viden litteraturlæsningen har bibragt mine studerende samt den refleksion, deres blogindlæg og kommentarer er udtryk for, fik mig forleden til at kalde forløbet for et udtryk for pædagogens faglighed. Ikke blot i forhold til det, meget specifikke emne (børn og computerspil samt computerspil i institutoner), men især det, at en pædagogs faglighed bygger på viden og ikke almene meninger.

Lige så længe, jeg har været underviser på pædagoguddannelsen, har jeg og mine kollegaer snakket om pædagogstuderendes optagethed af at have "meninger" og "holdninger". Det er klart, at en pædagogs identitet er tæt forbundet med netop meninger og holdninger, men ofte synes vi som undervisere, at vore studerendes meninger og holdninger ikke adskiller sig fra den almene danskers. Alle har en mening - og min er lige så god som din. For os som undervisere er det centrale jo: Hvor kommer meningerne fra? Hvad bygger de på?

Jeg ser det i de daglige debatter, men også til eksamen, hvor det kommer bag på nogle studerende, at de skal kunne begrunde deres påstande. Meninger er ikke bare rigtige eller forkerte - de har rygdækning i videnskabelige undersøgelser og videnskabelige teorier. Jeg har faktisk - heldigvis kun ganske få gange - oplevet, at studerende tror, de er til eksamen i at mene det, eksaminator eller censor mener :)

Især i aktivitets- og kulturfag kan det være svært som underviser at få teoriperspektivet tilstrækkeligt tydeligt frem i det daglige. Det kan f.eks. mærkes i kravet på seminarerne om at "arbejde med programmerne" og ikke snakke så meget. Det første år med multimedie på netuddannelsen snakkede vi meget teori, men de studerende klagede konstant over, at de ikke fik nok tid til "hands on". Så nedtonede vi snakken, og nu, hvor timetallet er blevet endnu mindre på seminarerne, er samtalen så blevet næsten væk. Det bekrymrer mig meget, for det kunne bidrage til den opfattelse, at i A/K fagene er der ingen teori - kun holdninger, hvor den ene er lige så god som den anden. Det håber jeg en periode som den, vi lige har haft om computerspil, vil hjælpe på. Også fordi det er min overbevisning, at det ikke er tilstrækkeligt, at studerende har læst et vist antal artikler. Hvis der ikke reflekteres over læsningen - hvem er forfatteren bag artiklen? Er det en jounalist eller en forsker? Hvilken vinkel lægger forskeren på emnet? En psykologisk eller en børnekulturel f.eks.? Hvilken konsekvens har vinklingen? Hvad siges der noget om hhv. hvad siges der ikke noget om? For mig er det også en vigtig del af et undervisningsforløb, at disse overvejelser foregår omkring den læste litteratur - ellers vil spørgsmålene til eksamen komme bag på de studerende!

Det, der ændrer synet på børn og computerspil, er utvivlsomt at få øjnene op for læringsfællesskabet omkring computeren. Så kan det jo undre, at nogle studerende ikke deltager i det fællesskab, der skabes gennem bloggersnakkene. Er det kun børn, der lærer i fællesskaber? Er det ikke nødvendigt for studerende at være en del af et studiefællesskab? Er gruppearbejder, blogsamtaler og deltagelse i, hvad medstuderende arbejder med kun en tidsrøver? Er det mere effektivt at studere alene?