Sikke dog en herlig dag. En af dem, man kan gå og sutter på i flere dage! Yummy!
Dagen startede på Ruths dramahold, hvor vi bl.a. snakkede om vigtigheden af at blive bevidst sin egen læringsstrategi. Når Helen og jeg udfordrer studerende med f.eks. YouTube og Odeo, er der jo rig lejlighed til at iagttage sig selv: er man typen, der - når problemerne kommer - søger hjælp i sit netværk, pander computeren en på bærret, sammenbidt prøver alle tænkelige løsninger eller stikker af fra opgaven? Det er jo sådan set kun to af disse strategier, der kan anbefales i pædagogisk sammenhæng!
Vi snakkede også lidt om den "fælles tredie" - at det ikke er pædagogens opgave at kunne besvare (eller vise) enhver ting på en computer, men at arbejdet på computeren med lyd, billeder osv. netop egner sig som "fælles tredie" - som noget pædagogen og barnet/børnene er sammen om at finde ud af. Det har vi snakket enormt meget om på multimedieholdet, men det var rart også at få lejlighed til at snakke om det på dramaholdet. Det du'r altså ikke at blive ved med at mene, at computeren er "teknik" - det er den ikke!! Computeren er et medie - nøjagtig som det talte sprog er et medie! Og man kan bruge både stemme og computer til at kommunikere.
Nu håber jeg sørme, at dramaholdet vil blive ved med at anvende lyd og video, så de vænner sig til - og udvikler - disse kommunikationsformer. Der er så mange muligheder, og det er så synd at tro, at det kun er skrift, der er overkommeligt.
Det med "overkommeligheden" er vigtig pointe. Det er som om det at anvende tid på at udvikle og lære nye kommunikationsformer anses som spild af tid. Pokker heller! Det er en mere og mere central kompetence at kommunikere. Ligesom arbejdet med computermedierede kommunikationsformer er den fjerde kulturkompetence. Hvorfor skal der altid peges på, at det tager tid??? Det tog også tid at lære at læse og stave - årevis!! Det var der ingen, der himlede op over, men når vi sidder med næsen begravet i at få lyd på computeren og YouTube til at fungere, det skal det helst kun tage et kvarter :)
Ja, jeg stak af fra dramaundervisningen med to studerende og lovede at aflevere dem igen efter et kvarter - men der var bare så meget! Så kvarteret blev til to timer, men altså, hvad vi ikke fandt ud af og fik til at fungere :) Henny fra det gamle multimediehold er virkelig blevet hooked, engageret og dygtig til at finde løsninger. Hun blev helt elektrisk, da Helen viste hende Movie Maker. Hun havde nogle vidunderlige børneoptagelser, og da hun så mulighederne i Movie Maker myldrede ideerne frem om, hvordan hun kunne klippe, lægge stilbilleder og musik ind. Det bliver spændende at følge hendes produktioner.
Og så fik vi også grinet noget af vores support og vore tanker om årsagssammenhæng. Der har i nogen tid været studerende, der ringede og klagede over, at navnene i Blackboards forum var erstattet af Skypenavne. Vi havde fundet ud af, at det var et plugin, man fik med, hvis man ukritisk sagde ja til alt under den nyeste opdatering af Skype. Til at begynde med anbefalede vi en nyinstallation, så fandt Hanne ud af, at man kunne ændre indstillingerne i Skype og dermed få den til at lade Blackboard være. I dag kom Helen så og viste os, at det plug in, som vi ville mente skulle afinstalleres eller deaktiveres i opsætningen af Skype, ligger som en funktion (et ikon) i værkstøjslinien - lige til at klikke på. Ups. Og her har vi sat studerende til at afinstallere og geninstallere.......
Afsindigt morsomt var det også, at Helen fortalte, at da hun så det i sin Blackboard, havde hun undret sig over, hvor det kom fra, og da det så også optrådte på CVU Sønderjyllands website, var hun sikker på, at det var noget Agnete og jeg havde fundet på. Vi takker inderligt for tilliden til vore kreativitet, Helen *lol*
24 marts, 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar