Hvad bekymrer de voksne?

Jeg skrev i sidste post, at vi bør tage udgangspunkt i børnenes oplevelser og forståelser, men det betyder selvfølgelig ikke, at vi skal være naive og mene, at børnene altid ved bedst!
I bloggerperioden sidste år, var der et enkelt indlæg, der stillede spørgsmålet: Udleverer børn sig selv på nettet? Det er en interessant problematik. Og det er (igen) vigtigt at undersøge, hvad vi forstå som "at udlevere sig selv", og hvad børnene mener om det. Jeg tror faktisk, at vi sommetider går galt i byen i vores tolkninger af, hvad det er, børnene og de unge har gang i - af den simple grund, at vi selv er vokset op i en anden tid og med andre medier og dermed også andre forståelser af mediernes rolle.

I en artikel af danah boyd fandt jeg følgende citat, som illustrerer min påstand:

I’m in the 7th grade. I’m 13. I’m not a cheerleader. I’m not the president of the student body. Or captainof the debate team. I’m not the prettiest girl in my class. I’m not the most popular girl in my class.I’m just a kid. I’m a little shy. And it’s really hard in this school to impress people enough to be yourfriend if you’re not any of those things. But I go on these really great vacations with my parents between Christmas and New Year’s every year. And I take pictures of places we go. And I write about those places.And I post this on my Xanga. Because I think if kids in school read what I have to say and how I say it,they’ll want to be my friend —Vivien, 13, to Parry Aftab during a “Teen Angels” meeting (Oversættelse findes under "Læs mere")
Kilde: danah boyd: "Why Youth Social Network Sites: The Role of Networked Publics in Teenage Social Life"

Jeg ved, I har arbejdet med "anerkendelse" i andre fag, og selvom det er lidt af et pædagogisk buzzword for tiden, vil jeg alligevel henvise til det i denne forbindelse. Vivien beskriver nemlig meget præcist, hvordan hun forsøger at opnå anerkendelse for det særlige, hun kan og er (se f.eks.: Britta Nørgaard: Axel Honneth og en teori om anerkendelse, Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 16, 2005, online.

Det, jeg finder særligt interessant i Honneths begreb "anerkendelse" er den skelnen, han gør mellem de 3 sfærer (familiens/kærlighedens, den retslige og den solidariske sfære). På side 67 i artiklen er et citat, jeg overvejer at forlange at alle studerende kan udenad:

i børnehaven gælder et professionelt forhold, som handler om at se børnene som de unikke og særegne væsener, som de også er – og ikke se dem i et kærlighedens anerkendelsesperspektiv. Børnene bidrager i en solidarisk sfære med nogle individuelle kompetencer, og det er ikke som individualister, de her skal betragtes. De skal betragtes som værende af betydning for fællesskabet, og de skal gennem den selvtillid, der er grundlagt i den hjemlige anerkendelsesfære, sammen med den selvværdsættelse, der er resultatet af den solidariske anerkendelsessfære, blive i stand til at indgå i relationer og i intersubjektivitet med tolerance og respekt for den anden og for de normer, der gør sig gældende i den solidariske sfære, de er en del af.

Det er ikke blot så centralt for pædagogisk arbejde, men udtrykker også præcist det fokus, der ligger bag Helens og min undervisning i Multimedier: børnefællesskabet!
For at forstå det, er det vigtigt ikke blot at lytte til børnene, men også at forsøge at forstå børneperspektivet, altså den mening handlinger og begreber giver for børnene. Som jeg beskrev i afsnittet Feltstudier - en fortælling i artiklen "Doom i Havnbjerg. Computerspil, legekultur og uformelle kompetencer", kræver det et arbejde af den voksne at fjerne det voksenfilter, vi forstår verden igennem. Men det er indsatsen værd :) I stedet for at lukke for nye kommunikationsformer og nye mediers muligheder, bliver man ofte klogere på nye muligheder for menneskelige fællesskaber.

Har du en profil på Arto?
På det multimediehold, der bloggede med Carsten jessen, havde jeg foreslået de studerende at oprette en profil på Arto. Det samme forslag vil jeg komme med i år. Det kan diskuteres, om pædagoger nu også skal mase sig ind på børnenes eget sted, Arto, men hvis etikken er i orden, mener jeg ikke, det er noget problem. Oplevelserne på det forgangne hold var tværtimod, at hvis man forklarer, hvem man er, og hvorfor man er på Arto, er de unges imødekommenhed meget stor.
I kunne f.eks. spørge de unge på Arto, hvordan de "passer på sig selv" på internettet. I skal nok ikke spørge til Arto specifikt. De unge kender godt den tilbagevendende mediepanik i aviserne omkring Arto. Jeg talte på en konference med "manden bag Arto", og det krævede en stor indsats at få ham til at indse, at jeg ikke var en af de bekymrede voksne, der gerne så Arto lukket, (Damnd, ligner jeg sådan én!!) men at jeg gerne ville høre, hvordan Arto forsvarede sig imod mediepanikkerne.

Hvis I spørger som voksne, der deler interessen i internettet med de unge, og som bakser med de samme overvejelser over, hvad der er privat, og hvad der er for alles øjne, er jeg sikker på, at I vil få nogle interessante synspunkter frem.

Det kunne da i øvrigt også være interessant at høre jeres (voksne) synspunkter på den sag. Der er garanteret mange forskellige meninger om den sag bare i vores lille gruppe :) Og så kan vi jo bagefter diskutere, hvor meget vores private holdninger bør træde frem i det pædagogiske arbejde - det emner er der garanteret dynamik i *S*
[Jeg går i 7. klasse. Jeg er 13 år. Jeg er ikke cheerleader. Jeg er ikke formand for skolerådet. Eller formand for [skolens] debatklub. Jeg er ikke klassens kønneste pige. Jeg er ikke klassens mest populære pige. Jeg er bare en ung. Jeg er lidt genert. Og det er virkeligt svært at gøre tilstrækkeligt indtryk på folk til at de vil være din ven, hvis man ikke er en af de nævnte ting. Men jeg tager på nogle helt fantastiske ferier med min forældre mellem jul og nytår. Og jeg tager billeder af de steder, vi rejser hen. Og jeg skriver om det i min Xanga [blogteknologi som Blogger]. Jeg tror, at hvis skolekammeraterne læser, hvad jeg har at sige, og hvordan jeg siger det, så vil ønske at være ven med mig.]