PEW Internet & American Life Project har udgivet en ny rapport: Digital Footprints: Online identity management and search in the age of transparency.
Den aktuelle undersøgelse handler om voksne og private oplysninger på nettet, og det forbløffende er, at voksne siger ét og gør noget andet! F.eks. har langt flere voksne end unge en profil på nettet, og 61% af de voksne bekymrer sig ikke over de private oplysninger, der ligger om dem selv på nettet.
Samtidig ved vi alle, at voksne bekymrer sig meget over private oplysninger på nettet i børnehøjde. Der er mange gode bestræbelser på at advare børn og unge om at offentliggøre private oplysninger på nettet, f.eks. har Medierådet hvert år en "Sikker internetdag".
Når dertil føjes at undersøgelser har vist, at børn og unge langt overvejende bruger internettet til kommunikation med venner, de kender fra RL og ikke i særlig høj grad til at få kontakt med fremmede, mens det er helt omvendt for voksne, får jeg lyst til at mumle "dobbeltmoral".
Der er heller ikke overensstemmelse de skrækhistorier medierne bringer og så de reelle farer. Som jeg nævnte på sidste seminar, er faren for pædofile på nettet en del overdrevet i medierne (mediepanikker er altid ind i pressen), mens faren for at "Antipiratgruppen" målrettede jagt på ganske unge (fordi det giver ulovlig kopiering megen medieomtale, når en ung får en meget stor bøde) nok er mere reel.
Reklamebranchen er også på jagt efter forbrugere på nettet. Nu, hvor vi ikke gider se reklamer på TV – og børn og unge i det hele taget ikke ser så meget TV mere, fordi det ikke er interaktivt, ser reklamebranchen sig om efter nye måder at komme i kontakt med forbrugerne på. Her er internettet den nye, store jagtmark. Hvordan beskytter vi vore børn og unge imod det? Og skal vi beskytte dem mod reklamer?
Europarådet har lavet en undersøgelse, der viser at børn har ret stor viden om sikkerhedsforanstaltninger på nettet – dog med det store forbehold at mindre børn ikke klar over at alle kan se/finde det, de lægger på nettet. Her er en vigtig oplysningsopgave for os voksne! Undersøgelsen viser også, at børn og unge bekymrer sig om andre ting, end vi voksne: virusangreb, uvenskaber og stødende informationer. Det kunne være interessant, hvis I snakkede med nogle børn i jeres familie eller på jeres arbejde og spurgte dem om, hvad de anser for "trusler" eller "farer" på internettet og hvad de gør for at undgå dem.....
På multimedieholdet behøver vi nok ikke diskutere, om vi skal forbyde børn at gå på nettet, men udelukkende, hvad der er de voksnes/pædagogernes opgave, således at vi bevarer en sund balance mellem skrækscenarier og naivitet. Her er det bedste afsæt jo – som altid – at tage udgangspunkt i børnenes egen oplevelse og forståelse af, hvad der er banal viden, og hvad der giver dem problemer, og hvad de oplever som farligt. Så spørg løs derude og fortæl, hvad I hører.
Test din viden. Tag en Quiz
08 januar, 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar