På 123hjemmeside.dk ligger nogle illustrerende eksempler, f.eks har en af ejerne af 123hjemmeside.dk's familie, Jacob Elk lagt et omfattende familiesite ud.Mor og far har flyttet det private familiealbum ud på internettet. Millioner af privatfotos og videoklip med alt fra 3D-skanninger af fostre, gravide maver og nyfødte babyer ligger frit fremme på hjemmesider, som danske forældre har oprettet. Alene hos udbyderen 123hjemmeside.dk bliver der hver måned oprettet 3.000 nye hjemmesider.»Hjemmesiderne er fuldstændig ligesom gammeldags fotoalbum. Halvdelen af vores brugere tilmelder sig desuden lister, så fremmede let kan finde deres sider. Resten holder det mere privat, så man skal kende adressen for at finde siden,« siger Jacob Elk fra 123hjemmeside.dk. Lysten til at vise familien frem er et udtryk for samme fænomen som Robinson Ekspeditionen og andre reality shows, mener Niels Ole Finnemann, professor og leder af Center for Internetforskning ved Aarhus Universitet.»De traditionelle grænser mellem det offentlige og private bliver udvisket. Vi tillader folk at komme længere ind i forhaven og viser mere af vores stue frem for omverdenen, og det gælder også familiefotos på nettet,« siger han. (Babyfotos boomer på nettet).
Mange af eksemplerne trækker endog meget konkret på kendte kulturelle fænomener, som f.eks. "Familiealbummet".
Udviskningen af grænsen mellem det private og det offentlige har også antropologen Marie Stender fat i (se f.eks Weekendavisen: Den usynlige ligusterhæk). Marie Stender har skrevet speciale om en nye arkitetktur-trend, hvor hele fasaden er vinduer og fortæller i artiklen, at trenden med at bygge i glas kommer fra Holland, hvor man siden pietisterne har haft tradition for store nøgne vinduespartier. Pietisterne mente, at vinduer uden gardiner signalerede fromhed.
Jeg boede i nogle uger i Ütrecht, og når jeg gik tur på gaden om aftenen, oplevede jeg netop, at jeg kunne kikke direkte ind i folks stuer. Da jeg undrede mig over de manglende gardiner, fortalte hollænderne mig, at man da bare ikke kikkede ind! Lidt svært for en nysgerrig dansker, må jeg beskæmmet indrømme.
Selvom Marie Stender er imod at drage paralleller til en anden tid, mener hun dog, at noget af det samme er på spil i nutidens glashuse: "Det er lidt syndigt at skjule sig."
Det er ret spændende synes jeg, for på en og samme tid er der altså tale om, at vi viser mere af det private frem, samtidig med at nutidens familieliv beskrives med ord som "cocooning" - at vi trækker os mere og mere tilbage til familien og væk fra det offentlige. Ganske den samme dobbelthed, som findes i åbningen mod det globale på samme tid som lukketheden mod nationen.......
Ingen kommentarer:
Send en kommentar