Mobiltelefonen

Så er der rigtig gang i holdets blogs (se blogroll’en: ”Dansk, kultur og kommunikation” i højre spalte). Bloggene bliver brugt som ”studiedokument” – et nyt krav i pædagoguddannelsen, så meget af indholdet er i øjeblikket mere den enkelte studerendes egne notater end kommunikation til andre. Det betyder selvfølgelig, at ”blogsamtaler” har svære vilkår. Hvordan taler man med andre om deres notater til en læst artikelt? Nej, vel :)
Når blogindlægget derimod handler om iagtagelserne omkring mobiltelefonens brug, er sagen en ganske anden - så er der gang i samtalerne. Claus' iagttagelse rejser spørgsmålet om, hvad folk laver, mens de telefonerer, og som Randi også beskriver i sin iagttagelse. Et tema, som teksten fra Birgitte Wistoft's bog: "Tyrannisk, men uundværlig. Telefonen i Danmark før 1920", også anslår. BW skriver, at mændenes forestillinger om kvindernes telefon-hverdag, byggede på en stereotyp / underforstået enighed om, "at kvinder elsker at tale i telefon, når som helst og hvor som helst, længe og hyppigt - og oftest om ingen verdens ting, for tid er det eneste, de har nok af, mens mændene er ude i den virkelige verden for at tjene til familiens underhold, inkl. telefonabonnementet." (p. 159). Gælder det også i dag? Eller er billedet af den moderne kvinde et andet i dag? Tja, diskussionen lever da stadig, kan man se af hr. Wollesens og hr. Fuchs ordveksling i Gittes blog og ikke mindst diskussionen om kønsforskelle i Michaels blog.
En anden interessant diskussion finder sted i Tinas blog (posten "Iagttagelser...."). Hvad siger folk, når de tager telefonen? Hvad er høfligheds-koden i vore dage? Er den i ental eller?
Og så har vi garanteret den vildeste diskussion til gode: Anne-Maries blogpost: Mobiltyrrannen. Anne-Marie taler lige ind i det, meget af da- og nutidens debatter handler om: grænsen mellem det private og det offentlige rum. Hvor går den? Ændrer den sig? Bør den ændre sig eller ej?

Når vi snakker om kønsforskelle ligger der utvivlsomt også en magtdiskurs gemt. Birgitte Wistoft's bog viser jo tydeligt det ulige magtforhold mellem kvinder og mænd i 20'erne. Mens magtforskellen nok ikke er så udpræget i dag som i 20'erne, er den til gengæld tydelig når talen kommer på børns brug af mobiltelefoner. Her synes jeg udtalelserne i mistænkelig grad ligner de, der blev kvinderne til del i 20'erne: de "elsker at tale i telefon, når som helst og hvor som helst, længe og hyppigt - og oftest om ingen verdens ting, for tid er det eneste, de har nok af, mens mændene [de voksne] er ude i den virkelige verden for at tjene til familiens underhold, inkl. telefonabonnementet." Og det er måske nok en overvejelse værd......

Magtforholdet kommer også meget tydeligt til udtryk i en interessant undersøgelse, der er lavet over unge palestinænsiske kvinders brug af mobiltelefon: "Playing with Fire: On the Domestication of the mobile Phone among Palestinian Girls in Israel."
Undersøgelsen beretter, at palæstinensiske drenge giver deres veninder mobiltelefoner og betaler for taletiden. Begrundelsen er, at de så kan komme i kontakt med pigerne udenom familiens overvågning. Det er dog en belastning for pigerne - dels skal de holde telefonen skjult, dels har det hårde konsekvenser, hvis de afsløres og endelig har drengen nu kontrol over pigen og hvem hun ringer til. Som en af pigerne i undersøgelsen siger: "Jeg undslap ikke et fængsel for at tage ophold mig i et andet." Pigerne har ikke fået adgang til det offentlige rum, men bliver blot holdt fast i et andet "privat rum".

Fælles for diskussionerne kan siges at de alle - hvad enten de føres omkring palæstinensiske unge, kvinder før 1920 eller nutidens børn og unge - kan siges at have som omdrejningspunkt, at telefonen afspejler tidens og kulturens måde at opretholde sociale kontakter på samt tidens og kulturens forhandling af grænser mellem det private og det offentlige rum.