"Kommunikationsadfærd"

Man kan læse meget på nettet om nye kommunikationsformer, men det mest spændende er nu at deltage selv. En af årsagerne er sikkert, at de mange nye muligheder er under udvikling - der er ikke faste normer (endnu). Og dog...., jeg ser dem faktisk tegne sig allerede. Der er faktisk allerede nu forskellige forventninger til de forskellige typer/teknologier.

Jeg undrede mig d. 20. maj over Magisterforeningens artikel: "Universitetslærere bombarderes med e-mails fra studerende", og må indrømme, at jeg tænkte: "Hvad bruger de deres elæringssystem til"? Syddansk Universitet har Blackboard ver. 8 - et elæringssystem, som vi i CVU'erne af prismæssige årsager slet ikke kan komme i nærheden af. Vi har også Blackboard, men kun ver. 5.5 (snart 6.0), som kun er et LMS og ikke udbygget med et fabelagtigt CMS som Syddansk.
Vore studerende får fra dag 1. at vide, at al anden kommunikation end den strengt personlige, foregår i Blackboard, og at de vil få respons indenfor 48 timer. Hvis de studerende mailer til mig om ting, der er ganske almindelig information, svarer jeg stille og roligt: "Da der sikkert er flere end dig, der sidder med samme spørgsmål, kopierer jeg det lige over i (angiver det præcise sted) i Blackboard. Her kan du også læse mit svar. I Blackboard fortæller jeg, at spørgsmålet er en kopieret mail. Det skal jeg kun gøre en gang eller to om året, så har alle set pointen: jeg svarer langt flere på én gang, og jeg har orden på de spørgsmål, jeg modtager, og den information jeg giver, idet Blackboard strukturerer det for mig i stedet for at alle indkomne spørgsmål ligger og roder i min mailboks.

Men de mange nye teknologier, som vi anvender på Multimedieholdet, åbner der sig flere og flere muligheder. Og her kommer det interessante - forventningerne til adfærden i hver enkelt af dem er helt forskellig. Nu får jeg f.eks. en del private mails om "ikke private" emner. Men jeg får dem i min Flickr mail - og her er der slet ikke den samme forventning om, at der skal svares med det samme (samme dag), som der er til email. Jeg svarer, når det passer mig. Og ingen rykker mig, hvis der går længere tid. Det samme gør sig gældende med chatten i Skype. Den bruger flere af de studerende også ofte til at kontakte mig, men mens der er en forventning om, at jeg tager telefonen, når den (og Skype voice) ringer, så er der slet ikke den samme forventning til chatten (eller MSN for den sags skyld). Et godt eksempel var i går, hvor Tommys og min chat ser således ud:

[10:58:20] Tommy siger :Hejsa Lis...
[13:29:47] Lis Faurholt siger :Hej Tommy
[16:28:47] Lis Faurholt siger :Nu går jeg hjem, Tommy. Vi er sikkert mere heldige en anden dag *G*

Tja, vi mødtes altså bare ikke den dag. Men en anden lykkes det nok..... Stress? Overhovedet ikke! Jeg kan godt have 6 - 7 invitationer til Skype eller MSN chat liggende. Jeg besvarer dem, mens jeg venter på at den kollega, jeg har ringet til tager telefonen, eller jeg tager et par minutters pause mellem to opgaver med en kaffekop i hånden - og lægger et par bemærkninger i chatten. Og de studerendes forventninger er netop, at sådan er samtalen. Et godt eksempel er f.eks. denne chat, som består af ialt 16 sætninger og som varer fra 11:23:43 til 14:30:42. Den starter ganske som den første med samme "invitation":

[11:23:43] Lene Schmidt siger :Hej Lis

Da jeg ikke reagerer skriver Lene senere:

[11:27:06] Lene Schmidt siger :Du er sikkert igang med noget nu, men jeg lader vinduet stå åben så kan du se den engang..

Kommunikationen i disse chatter ligner til forveksling den, der udspiller sig, når vi mødes på gangen, i rygeboksen, i kantinekøen eller lignende steder. Så småsnakker vi også. Hvis den studerende ønsker vejledning - og ikke blot at udveksle bemærkninger eller småsnak (som godt kan være faglig!!!) - ja, så aftaler vi selvfølgelig et møde. En telefonsamtale eller et Skypemøde (voice), et f2f møde eller en "aftalt" chat, hvor vi har sat tid af til at koncentrere os om hinanden.
Min pointe er, at det er forventningerne, der gør den store forskel, og at man kun stresses, hvis man lader sig stresse. Eksempelvis kan jeg sagtens tillade mig at skrive således til en studerende:

[21:24:21] Tommy siger :Hejsa... :) En lydfortælling er sjovt...
[21:25:02] Lis Faurholt siger :(Lige vendt tilbage fra Desparate Housewives).. ja?

Det er tilladt at have et liv, også selvom man er online det meste af tiden *S*. Jeg svarer kun, hvis jeg gider ved 9-tiden om aftenen - men hvem gider ikke lige lægge øre til, at en studerende synes faget/undervisningen er sjov? *G*

Jeg hader, når telefonen ringer, når jeg er kommet hjem, men jeg elsker SMS'er, som jeg kan læse/besvare, når det passer mig, og i arbejdstiden elsker jeg chatter, som jeg kan skrive en bemærkning i, når det passer ind i min arbejdsdag. De samstemte forveninger til "kommunikationsadfærden" gør hele forskellen.

PS. Hvis etikken skulle være helt perfekt, burde jeg have spurgt jer, Tommy og Lene, om det var OK, at citere jer, men udsagnene taget i betragtning, har jeg satset på at få tilgivelse i stedet for tilladelse ;)