24 september, 2005

Hvad laver undervisere, når de ikke underviser?

Så er det weekend - igen. Jeg synes ugerne styrter afsted. Men det er vel bare tegn på, at det sker meget spændende. Lige hjemkommet fra en hektisk tur til Holland og Belgien, hvor jeg så på elæring, tager jeg på tirsdag til England.
Denne weekend vil jeg tage det roligt. I eftermiddag skal jeg i biografen med min datter og se Tim Burtons film: 'Charlie og Chokoladefabrikken', som jeg har fået anbefalet af en god ven, som jeg deler samme skæve humor med. Jeg elsker Tim Burton film! (f.eks. 'Edward Saksehånd' og 'Mars Attacks'). Vi kunne faktisk anbefale vore studerende filmen. Som det fremgår af anmeldelsen i Politiken ligger den lige midt i vort legetema:
"Når man fortæller eventyr, bruger man ord, der får øjnene til at spærres op på vid gab. Det ved Tim Burton, og han véd, hvordan man gør det samme med billeder. Han laver billeder, der svarer til dem, fantasien selv kan danne, hvis den er i topform.

Få kan som Burton formidle kontakten mellem billedet og den barnlige fantasi. Også for voksne. Ikke kun fordi han er opfindsom, men fordi han er i nærkontakt med det fantastiske og barnets frydefulde modtagelighed for det gysende grumme i et godt eventyr."

Resten af weekenden vil jeg læse: "The MeWe Generation".
Bogen bygger på en større, videnskabelig undersøgelse af skandinaviske unges værdier, og dens vinkel er således ikke den traditionelle medieformidlede forfaldshistorie, hvor ungdommen fremstilles som overfladisk og 'værre end nogensinde' - hvad den jo i øvrigt altid har været, f.eks. citeres Sokrates for at have udtalt: "De [ungdommen] har dårlige manerer og foragter autoritet. De modsiger deres forældre, dominerer både samtaler og selskab og tyranniserer deres lærere."

Det spændende ved bogen, "The MeWe Generation", er, at den tager fat i området individualitet/fællesskab og kommer til konklusionen, at MeWe generationen (født i midt 80-erne og vokset op i 90'erne) er fødte individualister, men ikke hard-core egoister.
Det er et noget andet billede end mediernes og 'folkemeningen's, og det har altid undret mig, at man kunne karakterisere en generation, som dyrker holdsport og ikke de individualistiske sportgrene, og som ustandselige er i kontakt med vennerne på mobilen, som individualistiske! Jeg glæder mig til at få nyanceret og kvalificeret karakteristikken af nutidens ungdom.

23 september, 2005

Flickr leg

Nu er regellegene i Flickr godt i gang. Længe før deadlinen er der etableret 3 lege:

Det er virkelig en fornøjelse at se, hvor engagerede de studerende er. Der er - som altid, når det drejer sig om teknologi - mange frustrationer, men dermed også vild begejstring, når belønningen indfinder sig.
Vi forsøger at 'aflære' den oplevelse, at når en ting ikke lykkes første gang, har man 'begået en fejl'. Jeg tror, der desværre er en opfattelse af - ikke blot hos vore studerende, men voksne generelt - at 'nørder' bare kan det der. Ingen kan 'det hele' på dette område! Ikke blot fordi der er utroligt meget 'at kunne', men også fordi udviklingen går forrygende hurtigt. PC'en er på mange måder en ægte repræsentant for de senmoderne vilkår: pluralisme, kompleksitet og kontingens.

Den traditionelle opfattelse af, at man en gang for alle lærer at bemestre et område for derefter at kunne anvende disse færdigheder resten af livet, afslører sig ikke mindst i forholdet til PC'en som en opfattelse af bemestring og kompetence, der hører fortiden til.
Derfor er det dejligt at se vore studerende navigere i det kaos, vi har kastet dem ud i: undervisningen består ikke i instruktionsark til computerprogrammer, med nøje beskrivelser af, 'hvilke knapper, der skal trykkes på', men i opgaver, der skal findes en løsning på. Det er allerede nu tydeligt for vore studerende, at alfa og omega er, hvordan de tænker om tingene. Et typisk eksempel er overvejelser, de har været igennem omkring Flickr fra tanker som: er Flickr et computerprogram? et fotogalleri? et spil? en server? frem til deres nuværende forståelse: Flickr er et sted, hvor mennesker samhandler på forskellige måder.
Det illustrerer meget fint vores mål, der er at vore studerende ikke blot skal blive 'computer literate', men 'information literate', og jeg synes, de er rigtig godt på vej allerede, ikke mindst båret af deres enorme entusiasme og arbejdsindsats. To studerende, jeg snakkede med på Skype i aftes, sagde faktisk, at de havde dårlig samvittighed overfor andre fag, da de synes multimedie var så spændende, at de simpelthen ikke kunne lade være at bruge rigtig meget tid på det - selvom det er temmelig ukollegialt, glæder en sådan udtalelse mig selvfølgelig enormt ;)

12 september, 2005

Tha-dah!


Gimp_Cubism
Originally uploaded by LizArt.


I dag legede jeg så lidt med effekterne i programmet Gimp. Og nu burde jeg slette alle mine andre forsøg, 'leg med maden'.
Her er den endelig - dén, jeg er tilfreds med!

Som klummeskriveren i Weekendavisen skrev: "Bunkevis af elendige billeder, ofte i adskillige udgaver, som fotografen har været for ukritisk eller doven til at sortere fra, og dét i en mængde, der nemt kan få én til at længes tilbage til dengang, der kun var 24 skud på rullen." Dér er en beskrivelse af mig - men sådan vil jeg det lige nu. Når jeg så har en tilstrækkelig stor samling, vil jeg rydde ud med hård hånd og kun beholde... hvad skal vi sige? De 5 bedste (AV! det kommer til at gøre ondt! Kaldes med god grund: 'To Kill Your Darlings' :)


Gimp_Cartoon
Originally uploaded by LizArt.


Denne version af det samme foto er nu heller ikke så ringe endda.

Blogger frimærker

I USA kan man nu sende snailmail frankeret med Blogger Stamps










Er det ikke en ide, det kongelige danske postvæsen burde tage op?

Måske var det en opgave for vort grenvalgshold at udforme nogle forslag til de danske bloggerfrimærker?

11 september, 2005

Autoritet står for fald

Heldigvis kan vore studerende ikke blot finde ud af tingene ved egen kraft - de tror heller ikke på, hvad 'læreren' siger :)
I aften forsøgte jeg at bilde to studerende ind, at de ikke kunne lægge fotos fra Flickr ind i deres logbog i Blackboard. Heldigvis troede de mig ikke og skrev senere til mig i Flickr-mailen:
"Jeg ved ikke om vi kan trylle, men vi har fået hentet et billed over i vores logbog på bb. Vi prøvede os frem og så lykkedes det, så kom bare ind og se min flotte blomst."



Jeg havde helt glemt, at Flickr lægger en kode til brug på hjemmesider - og på den måde er Blackboard jo bare som enhver anden hjemmeside.

Det må være tiden at ryste hovedet.....


Vi burde faktisk indarbejde Flickr muligheden i vores Blackboard manual - jeg vil starte med at lægge en side om det i 'Alt om Blackboard', så snart jeg får tid. Det er der flere end Multimedieholdet, der kan have glæde af.

Teamwork


Contour8
Originally uploaded by LizArt.

I weekenden har jeg som nævnt leget med mine tomater i PaintShopPro, og nu skriver en studerende til mig i Flckr Mail:
"Hvordan har du lavet de vildt "seje" tomater? Det er jeg da nød til at lære."
Det er jo en noget anden og bedre måde at undervise på end at udlevere nogle taste-ark til et bestemt program.
Jeg havde bare glemt at aftale det med Helen, og det er et problem, for jeg ved, at Helen vil anvende et andet program i undervisningen.....

Jeg har brugt Paint Shop Pro, som er et betalingsprogram (og demo i 30 dage), og Helen vil bruge et gratis program, Gimp.

Desuden er billedbehandling en del af tema 2, så jeg har faktisk forivret mig, da det i tema 1 drejer sig om billeder som motiv og blik. Først i tema 2 er det meningen, at arbejde med billedmanipulation.

Helen tilgiver mig sikkert, men man skal nu lige vænne sig til ikke at tage alle beslutningerne selv :)

10 september, 2005

Flickr i Weekendavisen

Weekendavisens klumme, Livet på nettet handler i dag om Flickr. "Familien Flickr taget albummet frem."
Artiklen kan læses i Avisdatabasen. Søg på Flickr.

"Selvfølgelig er der som i alle fotoalbums et overtal af klicheer. Bunkevis af elendige billeder, ofte i adskillige udgaver, som fotografen har været for ukritisk eller doven til at sortere fra, og dét i en mængde, der nemt kan få én til at længes tilbage til dengang, der kun var 24 skud på rullen. Man får billedkvalme.
Men der er også stor opfindsomhed blandt Flickr-familiens medlemmer og utrolig mange gode billeder, hvis man går med på legen. Og perlerne befinder sig ikke nødvendigvis imellem de glatte postkortmotiver, den officielle Flickr-redaktion fremhæver som interessante. Man må selv gå på opdagelse, hjulpet på vej gennem vildnisset af systemet med søge-tags, der samles til tematiske klynger, og fra de udvalgte billeder kommer man videre til de fotografnavne, man måske får lyst til siden hen at følge. Hvem som helst kan så nedsætte sig som kurator af sin egen udstilling af andres billeder, bruge Flickr som ramme for sit fotomagasin eller, hvem ved, udskrive en fotokonkurrence."


2
Originally uploaded by atomicmonk.

Fra cluster'et: Numbers.

Leg med maden


Tiles3
Originally uploaded by LizArt.


I dag fik jeg tid til at lege med tomaterne i billedbehandlingsprogrammet PaintShopPro. Teknikken klarer det hele, arbejdet består i valg og blik. Ikke alle effekterne er lige kønne, men i Flickr ligger nu et lille udvalg.

Page_Curl5

Serendipity

Det er dog utroligt. I nøjagtig samme sekund, som jeg klikkede på 'Save Template Changes' i min blog efter at have lagt Ruths delicious adresse ind i min blogroll (linksamling), lukkede Blogger:

Down for Maintenance
Blogger is temporarily unavailable due to planned maintenance.This downtime will last 1 hour from 3pm - 4pm (PST).
Jeg elsker ellers ordet 'Serendipity'. Det blev berømt med filmen i 2001, men jeg har altid elsker det både som ord og begreb. Det lyder godt, serendipity...., og 'tilfældighed' er også interessant som begreb i en ellers rationel verden.

Det er somom nutidens menneske ikke kan tåle, at noget sker ved en 'tilfældighed'. Alt skal have en forklaring, skal kunne forklares som simple årsag-virkning forhold eller analyseres med værktøjer som f.eks. Freud i lommen. Ting må/bør ikke kunne ske ved en tilfældighed; formentlig er dette et karakteristika ved risikosamfundet, en meget forståelig, menneskelig reaktion: hvis det kan ske ved en tilfældighed, kan det også ske for mig.....

Men serendipity er ofte et meget positivt fænomen. Hvem kender ikke det, at have ledt og ledt på Internettet efter et eller andet (løsning på et problem eller en tekst, f.eks.). Irriteret giver man op - for så at finde det en dag, hvor man ledte efter noget helt andet?

Har man fundet en kreativ løsning på en opgave, føles det ofte som en 'tilfældighed' - det kan sikker jvf. ovenstående - eksempelvis med Freud i hånden - forsøges analyseres og forklaret, men skal det nu altid det?

En spand med visne blomster
Originally uploaded by Arvad.

Er det smukke billede planlagt ned i mindste detalje inden det tages?

08 september, 2005

Flickr favorites

Her til aften har jeg føjet et af Helens 'old' fotos til mine favoritter. Funktionen ligger i menulinien over hvert enkelt foto ('Add to Fave') sammen med 'Add note' (den funktion, jeg har brugt på CVU'ets bygninger) og 'Blog this' (den funktion, som sender et foto direkte til min blog).

Da jeg kikkede efter 'favoritter' opdagede jeg, at der sandelig er én (A. Subset's photos), der har tagget min Book-Worm som sin favorite. Æren må bestemt tilhøre designeren - fotoet er teknisk set ikke noget at prale af. Der er både grimme skygger, en uheldig beskæring af de øverste bøger og nogle skæve ledningsføringer. Men i et møbleret rum kan man jo ikke altid stå dér, hvor man gerne vil :)
A. Subset's photos er forresten værd at kikke på. Jeg lagde lige denne message til A. Subset i Flickr:
"Thanks for making my book shelve one of your favourites. You might want to know, that the designer of the Book-Worm is an Israeli designer, Ron Arad http://www.ronarad.com/"

Helens 'ikke-motiver'


En spand med visne blomster
Originally uploaded by Arvad.

Helen har lagt en meget original fotoserie i Flickr - motiver, hun ikke ville fotografere. Hun har desuden sat dem sammen i et Set med titlen 'old'.

På Flickr lavede jeg en søgning på Helens tag: 'old' - der er 1923 fotos med dette tag! De 7 af Helens 8 foto ligger der som nogle af de nyeste. Spændende at se, hvor mange forskellige opfattelser, der er af motivet 'old'. Der er utallige fotos af mennesker og huse, men meget, meget få med et følsomt kameraøje som Helens.

Det er en meget æstetisk fotoserie, som får mig til at tænke på, hvad skønhed og grimhed er.

07 september, 2005

Nytte eller status

En af de studerende fortalte, at hun skulle hjælpe en pige i den klub, hun arbejder i med at oprette en msn-konto. Pigen kastede sig ud i at taste løs - ren try and error - måske mest error :) Da det lykkedes, kendte pigen ikke sit login - og hun vidste heller ikke, hvad en email adresse kunne bruges til.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om pigen projekt egentlig var at sende emails? Måske var hendes projekt bare at have en emailadresse. Det er der status i, ved jeg :)

Jeg husker et fantastisk interview i radioen for en del år siden. Interviweren snakker med en 12-årig dreng om chat. Drengen fortæller ivrigt om, hvordan der er sport i at få lokket telefonnumre ud af de piger, de chatter med. Der var simpelthen status i at have flest numre :) Det var da chat-panikken var på sit højeste, og lige præcist dét blev børn advaret imod igen og igen fra alle sider! Intervieweren er kvik nok til at spørge drengen, om de [drengene] så ringer til pigerne? Drengen fniser henrykt og siger, at det kunne de da ikke drømme om - måske ville de få købmanden henne på hjørnet i røret *rofl*

Jeg fik øjeblikkeligt et flashback til min barndom, hvor vi tilbragte timer med at sidde ved hovedvej A1 og skrive bilnumre ned. Det var dengang, hvor Ø var fra Herning og K og A fra København. Dét havde vi tjek på - og de havde sandelig ikke alle lige høj bytteværdi! Der gik adskillige Ø'er på en tysker!
Jamen, altså - hvad er ideen i at bytte numre på biler, man har set køre forbi *rofl*? Hvis man som voksen vil se nytteværdi i alt, kommer man ganske til kort her, for det er slet ikke det, det drejer sig om i børnekulturen. I børnekulturen vinder den, der har flest bilnumre, når hun dør :) Eller telefonnumre eller en email adresse ;)

06 september, 2005

Kissing Trail



Klik på 'Read more...'

Og bevæg så lige din mus....
Thadah!! Helen, det lykkedes!! Thadah!!
- men ikke uden slagsmål :D

Helen viste mig dette cursortrail i dag - enhver SFO-piges drøm :D
Helen har et link til en side med mange flere af den slags. Ligger det mon i delicious/multimedie?

Cursor trailet er ikke lige sådan at få til at fungere - men det lykkedes mig at plage Helen til at give mig opgaven, og så var den aften jo reddet.
Kære Helen, hvis vore studerende tror, at de nogensinde får lært det hele, så kan vi to fortælle dem, at det gør man aldrig, men man kan lære at elske slagsmålet så meget, at man slås om... at få slagsmålet *lol*

05 september, 2005

Fejl 40

Jeg bemærkede, at flere studerende i logbøgerne bruger udtrykket 'fejl'. 'Fejl' er faktisk et interessant begreb.
En gammel 'nørd-kode' (vittighed) er 'Fejl 40'. Koden henviser selvfølgelig til, at en computer altid angiver fejl i form af tal - hvem kender ikke "404 Not Found" - Siden kan ikke vises...
"Fejl 40" er den fejl, der befinder sig ungefair 40 centimeter fra tastaturet :)

Men hvad er en 'fejl'? Hvad er forskellen på en nybegynders første forsøg og en fejl? Da vi som børn lærte at cykle, kaldte vi det da ikke en 'fejl', når vi væltede, eller da vi lærte at løbe på rulleskøjter, var det da ikke en 'fejl', når vi faldt. Hvorfor hedder det nu lige pludselig en 'fejl', når noget ikke lykkes for en voksen studerende allerførste gang? Kan man overhovedet lære noget nyt, hvis man er bange for at begå fejl? Begår en ekspert aldrig 'fejl'?

Jeg tror, det er vigtigt at gøre op med denne opfattelse af 'fejl', både når man vil lære noget nyt, og når man arbejder kreativt. Det er nok lettere at se, at når man arbejder kreativt, er der ikke noget, der hedder fejl, for når der ikke kun er én løsning, men næsten uendeligt mange, kan der jo ikke være fejl, men kun at noget er bedre end andet. Med en computer er det sikkert nærliggende, at mene, at der er rigtigt og forkert - for enten, så virker det eller også virker det ikke, men jeg tror, det er vigtigt at mene, at 'det driller' i stedet for at opleve det som en 'fejl'. Jeg kan se, at de studerende, der prøver at holde sig strikt til anvisningerne heller ikke undgår fejl ;) - de overser f.eks. noget i teksten. Og problemet med detaljerede anvisninger er jo også, at de kan forhindre en i at 'regne den ud'. Jeg har været på et 'tastekursus' hos Uni*C en gang. Og jeg var så gal, da jeg kørte derfra, at jeg skummede - jeg havde bare intet lært. Alt var blevet gjort til hukommelsesstof (og hvem kan huske et stort administrativt computersystem, som man har fået vist én gang - tryk her, tryk dér - i 8 stive klokketimer???). Hvad jeg forlangte var, at kurset i stedet skulle have arbejdet med systemet som forståelsesstof, dét ville have printet sig for evigt, og skulle man have glemt det præcise tastetryk, kunne man vel så resonere sig frem til det.
Jeg tror, at det, der ofte sker, når man begår 'fejl' er, at man tvinges til at prøve at forstå, hvorfor det ikke virker, og at man i den proces får det ind under huden, så man kan huske det.... også om en uge. 'Leaning by doing wrong' burde John Dewey vist have sagt og ikke blot 'learning by doing'. *lol*

Vi har diskuteret forskellen på børns og voksnes måde at gå til computeren på i Bb. Bestemormåden og børnemåden :), måske ligger den altafgørende forskel i, at ungerne bare går til makronerne én gang til, hvis det ikke lýkkes første gang?

04 september, 2005

Dagen ord: Idiot!!!

Det værste er, at det står på ryggen af mig! Jeg fortjener en T-shirt!!

Lene gør mig her til aften opmærksom på, at alle da skriver logbog, så hun undrer sig over min fredagsstatus. Først da går det op for mig, at den måde, vi har bedt de studerende om at skrive logbog på i Bb's Groups jo ikke giver 'en gul' - da det er en forløbende tekst i foruddefinerede tråde og ikke et nyt indlæg, vi har bedt om. Hvor dum kan man være....? (Nej, tak - ingen kommentarer her!)

Jeg sætter mig straks til at læse - og nu er der kun en ting at gøre: at dunke hovedet hårdt ind i skærmen - gentagne gange!! Hvad jeg dog er gået glip af. De skriver og skriver og hele deres proces ligger der - frustrationer og glæder alle til hobe. Den fredagsstatus er bare helt ude i hampen. Jeg kan i deres logbøger følge med i, hvad de arbejder med, jeg kan se, hvad de læser, jeg får oplysninger om, hvorledes de arbejder, og hvad de kan bruge Helens og mine papirer til. Det er ganske forfærdeligt pinligt.

Det mest ærgerlige er, at jeg - hvis jeg havde læst deres logbog - kunne have givet enkelte af dem en hånd med langt tidligere. Min dumhed gjorde jo, at de skulle råbe på mig ude i det fælles Discussion Board, inden jeg reagerede. Undskyld, kære studerende, undskyld! Og tusind tak til Lene, der bragte mig på sporet af logbøgerne.

Flikr har selvfølgelig en passende illustration til denne post :)



What Clowns Really Look Like Without Makeup
Originally uploaded by m/a/z/e & Molliwogg.

02 september, 2005

Test af seminariets webmail

Denne tekst er sendt til bloggen via CVU Sønderjyllands webmail. Du kan også sende til bloggen via mobiltelefon.

Status efter første uge

Så er det en uge siden undervisningsforløbet startede. En på alle måder begivenhedsrig uge, men også passende et tidspunkt for den første eftertanke. Måske ville det være et godt fortsæt om at skrive 'fredagstanker' hver uge?

Lad mig starte med en status i form af en faktuel oversigt. Holdet er på 7 studerende. En enkelt har af private grunde holdt pause i denne uge, så reelt er der 6 studerende i denne uge.
De er alle 6 på Flickr og har lagt mere end ét billede ind hver. Èn har oprettet en Flickr gruppe, én et slideshow. 3 har en blog (Blogger) og 2 har delicious bogmærker.

Næsten alle mangler at tilknytte nogle medstuderende som kontakter. Jeg har lagt en oversigt i Bb, hvor de også kan finde en opdateret liste over ’Handles’.
Jeg tror desuden, vi lige skal en ekstra tur omkring billedstørrelser og scalering. Der er enkelte, som har meget store billeder i Flickr. Det går galt, når de kommer til bloggen!


Så langt så godt, men vi har et megaproblem: de studerende skriver ikke i logbog i Groups. Vi kommunikerer en del i det åbne forum i Bb, men da det overvejende er konkrete spørgsmål, betyder det, at Helen og jeg ikke kan vide, om de har taget fat på de øvrige opgaver såsom at kikke Flickr eksemplerne i Wikien igennem, læse de tekster, der står i litteraturlisten samt i linkene i ’Teknik/håndværk/Billeder’, overvejer hvad de gør og hvorfor, osv. osv. som beskrevet i temarket.
Hvordan takler vi lige det? Jeg er stærkt imod pligtskrivning, som kun har til formål at tilfredsstille underviserne, det er vigtigt, at logbogen bliver et læringsværktøj, men hvis de ikke skriver om deres læreproces, kan vi jo ikke vejlede i forhold til den, men kun se produkterne. Ak, ja – et fundamentalt e-læringsproblem. Men jeg tror nu, at det er nødvendigt at huske dem på logbogsopgaven og ikke kun de 4 øvrige opgaver, som de jo knokler flot med. Som jeg har skrevet i et indlæg Bb i dag – det må ikke gå op i teknik det hele, kommunikation og æstetik er også en fundamental del af målene for undervisningsforløbet.

Et andet problem er, at Helen og jeg er blevet overhalet venstre om. Vores tidsplan i temaarket har de totalt ignoreret. Nogle er i gang med de opgaver, hvor deadlinen er d. 29.9. Hva’ bilder de sig ind? *lol* Nå, spøg til side – deres nysgerrighed og engagement er uvurderligt, men der er også to indlæg, som giver mig grund til eftertanke: det ene i dag om bloggen, hvor grænsen mellem frustration og sjov synes at være tippet til den forkerte side samt bemærkningen om delicious, hvor det humoristisk tilføjes: jeg ved ikke lige, hvad jeg skal bruge det til. Min bekymring om deres hast hænger sammen med bekymringen over, om de studerende mon også får læst og tænkt, eller om de er for teknik-fokuserede lige her i starten.

Jeg vil foreslå, at vi ’skruer bissen på’ og markerer to krav:
1. Vedrørende logbogen: logbogen skal skrives. Den er indgangen til refleksioner over deres egen læring, pædagogisk relevans og faglige overvejelser.
2. Vedrørende de trådede diskussioner i Bb. Jeg vil foreslå, at vi skal lave en ugentlig arkiveringsrutine, men for at arkivet skal kunne bruges som ressource, er det nødvendigt at være mere præcis med angivelsen af Subject. Overskrifter som ’Til Lis og Helen’ er uanvendelige i et arkiv.

01 september, 2005

Ny litteratur om ungdom

Jeg læste i dag en artikel i Information, der er skrevet på baggrund af en rapport "The MTV Generation. A Synthesis, Lifestyle Report and Cultural Analysis of Young People in Denmark". Jeg ledte efter den på Center for ungdomsforskning, CEFU, da lederen af centeret, Birgitte Simonsen skulle være medforfatter. Dog uden resultat. Jeg må vist bede bilioteket hjælpe mig.

Men jeg fandt dog en anden interessant og aktuel kilde, et nummer af tidsskriftet Ungdomsforskning: Unge og Internettet. Hele tidsskriftet ligger som pdf fil på nettet.

Jeg synes det er helt aktuelt for vort projekt, skal vi ikke skrive det på litteraturlisten i Wikien?

Der er både en artikel om Højhuset og et interview med folkene bag arto.dk. De kunne måske være aktuelle i et af de senere temaer på grenvalget.

På CEFUs site er der endvidere links til og oversigter over rigtig mange udgivelser.

RUC studerende


opgir stylter
Originally uploaded by frk-thorendal.

Trine Rasmussen, en specialestuderende fra RUC, har fået lov til at følge undervisningen på grenvalgsholdet. Hun har både en Flickr account og en blog, så nu kan vi iagttage hinanden - hvor postmoderne :)