4. seminar står for døren

Så er der weekendseminar igen. Jeg tør vædde med, at de fleste af vore studerende pukler i aften :)

Der ligger allerede en appetitvækker i form af en flot synopsis i Bb, og der har da også været nogle spørgsmål vedrørende Mediator i ugens løb - men egentligt forbavsende få. Det er nok ikke så tosset en oplevelse, vore studerende har med Mediator her til sidst i forløbet - nu høster de virkelig frugterne fra periodens slagsmål med teknikken. De mærker nu, at de har lært en masse/kan en masse. Og det er jo ikke så tosset *S*

Jeg fik også anledning til at snakke lidt om undervisning i Bb - og det er jo heller ikke så tosset *G* Vore studerende skal lave individuelle oplæg i morgen, og det giver lidt nerver og høje ambitionsniveauer. Der går lidt "eksamen" i det, og selvom jeg selvfølgelig godt forstår det, er det nu også vigtigt at lære, at det at lave oplæg for medstuderende er en del af en læreproces og ikke en prøve/produktvurdering.
Det synes somom det ikke kan siges tit nok, at undervisning ikke kun er lærerens oplæg/instruktioner og opgaveafleveringer/eksaminer. Hvorfor pokker er det så svært at lære, at det halvfærdige, ting undervejs, skitser til tanker og produktioner er læring, læring, læring! Og at læring er en proces og ikke et produkt?

Èt bud på læring og et andet bud på læring ;)

Second Life

Second Life har ramt medierne i disse dage: Computerworld, Computergeil og Politiken. Gratisavisen 24 timer kører for tiden en hel serie om Second Life.
Den megen omtale skyldes muligvis, at James Warner, journalist i Second Life har besøgt Danmark (video fra arrangementet: 07: James Wagner AuSecond Life (US))


Second Life: Death By Dell, by Psyco Al
I finder også Second Life både i Flickr (16,037 fotos tagged med "second life"!) og YouTube.

Det er i øvrigt interessant at se, at der findes en Teen Second Life med forbud mod bl.a. "adult" indhold. Nå teenagerne bliver 18 år kan de tage alle deres ting med fra "Teen Second Life" til "Second Life".

Vil du vide mere giver et opslag i Wikipediaen om Second Life læsning til flere dage......

Og hvorfor skriver jeg om det? Fordi jeg i dag har været til foredrag om Web 2.0 og Second Life :) Det har Hanne Søgaard skrevet om i sin billedkunst-blog.

Fremmedord eller stolt mor

Jeg må lige fortælle om et projekt, min datter har været med i på sit studie. Projektet hedder "Fremmedord" og omtales i Jyllandsposten d. 16. november under overskriften "Ord med særlig betydning" (Artiklen kan læses her, men tekstdelen af siden downloader meget langsomt!) .

Projektet er færdigt nu og kan ses på Kulturventilen (fanebladet Fremmedord). Hvis I klikker på grafikken kan I bladre i materialet.
Personligt er jeg helt vild med teksten "Pels", der er skrevet af en ung pige.

Ideen er oplagt at lade sig inspirere af - hvad med et projekt "Ord, der smager godt" i en børnehave? Eller "Bangeord" eller "Langeord" eller...., og det kunne være en lydfortælling med tegninger til :)

Weekendens gåde: hvorfor vises de to tekster (grafikken) "Nå" og "Århus" ikke?
Kom så, vis os nu, hvad I har lært!! *lol* ( gamle studerende kan også deltage, Sandra :)

Blogs og kommentarer

Et af de dias Helen og jeg har fjernet fra online præsentationen er et citat fra en studerendes logbog, hvor hun skriver, at det ikke giver mening for hende at kommentere i de medstuderendes blogs. Begrundelsen lyder

Det er inspirerende og lærerigt at følge medstuderende produkter/processer på
deres blog, men at kommentere dem er stadig ”formålsløst” for mig, men det er
nok fordi jeg kommenterer på produkt i stedet for proces.

Kommentaren simpelthen rammer lige plet ned i det aller-aller-mest centrale i blogs! Det er lige før jeg broderer den i korssting og hænger den op over kontordøren!!
At kommentere på produkter føles let som "vurdering" - og med mindre studerende har nogle vurderingskriterier at gå efter, må det føles meningsløst! Problemet er derfor ikke i første omgang den citerede stuerendes (selv om hun venligt ta'r det på sig :), men i højere grad, at hendes medstuderende ikke har lagt processer og reflektioner ud i deres blogs, men overvejende færdige produkter.

Men det var dengang - i begyndelsen af multimedieforløbet. Det kunne faktisk være interessant at høre, hvad samme studerende siger nu? Det er for mig helt tydeligt, at der er sket noget siden vore studerende var blogger-jomfruer (undskyld, Jonatan Løvehjerte :). De fleste er blevet langt bedre til at formulere processer - prøv f.eks. at se, hvad Yvonne og Jonatan har gang i omkring deres Medi8or projekt. Her er proces over hele linien.....

Hvorfor er det nu vigtigt? Min påstand er, at man i et ægte, kreativt, innovativt samarbejde er nødt til at dele tanker og ikke kun udveksle fakta/produkter.
Et eksempel fra den virkelige verden: jeg sad forleden i en gruppe, hvor vi havde en opgave, vi skulle løse, og en af deltagerne var helt tavs. En anden sagde fortvivlet til ham: "Tænk dog højt mand, så jeg kan følge med i, hvor du er!!" Da vi (heldigvis) ikke har evnen til at læse hinandens tanker, er det så vigtigt, at tænke højt en gang imellem - at give dem man samarbejder med adgang til ens tanker, så at sige. Ellers udelukker man jo andre fra at blive en del af løsningen - så er der jo kun tilbage at sige ja eller nej, når den (løsningen eller produktet) præsenteres.

Dét er lige præcist det, den studerendes kommentar siger: hvis der ikke er en proces/refleksioner at tage del i - føles det meningsløst at kommentere, så kan man kun vurdere. "Yvonnes og Jonatas stork" er et bragende godt eksempel på, at "gruppearbejdet" gør det vigtigt for dem at give den anden adgang til deres tanker/proces. Hvis et gruppearbejde kun består i aftaler, vil jeg vove den påstand, at det ikke er et gruppearbejde, men kun en arbejdsdeling!

Og så sidder jeg her som "den gamle lærer" og er ved at tude over, at vore veje snart skilles - nu, hvor vore studerende virkelig viser, hvad de har lært sig på vejen, ja - så skal jeg ikke undervise dem mere!!!
Det får mig til at tænke på dengang de børn, jeg havde været klasselærer for siden 1. klasse var blevet 3. klasse. Jeg sad på lærerværelset og strålede over, at jeg nu skulle høste frugterne af de to første års slid (3. klasse er simplethen sådan en fed årgang - de vil ikke bæres på mere, de slås ikke om at sidde på skødet, de kan læse, vente på hinanden osv osv.... de er simpelthen blevet "skolebørn" :). Ved siden af mig sad børnehaveklasselæreren, og pludselig slog det mig, at hun aldrig selv høstede frugterne af sit slid. Da jeg spurgte hende, om hun ikke syntes, det var uretfærdigt, sagde hun: "Jo - hvert år, når jeg fik nye børn, syntes jeg, at de var dummere og grimmere end sidste års børn." *lol*

"Skudsmålet for skoleholder Andersen blev dog bedre ved visitatsen i 1825, hvor det blev bemærket, at "Den gamle Lærer gør utrættelig, hvad han formaar"."
(citat: De plessenske skoler -> Hyllinge)

Fodslæbning lønner sig...

På grund af sygdom og et roadshow om Web 2.0 i undervisningssammenhæng (ja! det er jer, vi snakker om ;) har jeg ikke fået lavet den lovede opsamling på Gæstelærer-perioden. I mellemtiden har Anne-Mette, Henny, Malene og Marianne så lavet en oversigt/opsamling i deres blogs. Ikke mindst Mariannes grundige, systematiske og overskuelige oversigt gør, at jeg øjeblikkeligt afstår fra at lave oversigten - den kan simpelthen ikke laves bedre!

Hva' kan man lære af det? (Se overskriften :)) :

På et tidspunkt i det oplæg Helen og jeg rejser rundt med for tiden (Handelshøjskolen i Århus (
Master i it, organisation), KnowledgeLab, e-learning lab og DEL) citerer jeg Steen Larsen fra DPU: "Den, der arbejder mest, lærer mest.... derfor har Danmarks en bragende god lærerstand", og jeg må jo blankt indrømme, at her er et illustrerende eksempel!

Pas på tur og pas på tid pædagoger

Vi har flere gange snakket om pædagogens rolle i forhold til computerleg i institutioner. På en konference i dag holdt Jette Nygaard fra Kolding Pædagogseminarium et oplæg om børn og medieleg. Jette har sammen med Per Kallehauge skrevet masterspeciale om emnet og på deres website ligger et uddrag af deres speciale, artikler og en studerendes bachelorprojekt. Der er også en side med mange gode link til artikler om "Børnehavebørn og medieleg".
På side 7 i uddraget af specialet er der en tekst, som jeg synes er relevant i forbindelse med vore overvejelser over, hvorledes en lydfortælling kunne laves sammen med børn.
Jette anvendte i forbindelse med pædagogernes rolle omkring computerleg en morsom betegnelse. Hun kaldte dem "Pas-på-tur" og "Pas-på-tid" pædagoger. Med det udtryk karakteriserede Jette det triste forhold, at pædagogerne i institutionerne ikke deltog i medielegen ved computerne og heller ikke interesserede sig for, hvilke spil, der var på computerne. Som regel var det noget en far havde installeret, og pædagogerne kendte end ikke navnene på spillene. Det eneste pædagogerne gik op i var hvis tur, det var og at tiden (den forbistrede halve time!) blev overholdt. I øvrigt fortalte Jette også, at når hun havde pædagoger på kursus i mediepædagogik, lader hun dem spille computerspil i en halv time, så beder hun dem meget bestemt om at slukke for computerne og sætter dem til noget andet - vilde protester - men så kan de lære det! *lol*

At fortælle en historie

Nu er projekt "fælles lydfortælling" færdig. Processen har rejst en meget, meget interessant debat, hvor to modsatrettede synspunkter bliver udtrykt:

• nogle efterspørger en rød tråd og en sammenhæng og én kommer (konstruktivt) med et meget konkret forslag til "den røde tråd": en fortolkningen af fortællingen
• en foreslår frit slag for individuelle fortolkninger: "Lad historien gå sin gang, og lad hver enkelt studerende udrede sin egen mening som afslutning."

altså to vidt forskellige holdninger til, hvad skal der til for at lave en fælles historie: "klare regler og retningslinier" eller "kaos fremmer kreativiteten" - for nu at trække det meget principielt (og sikkert lidt overdrevet) op.

Den debat bør vi dyrke alvorligt i nogle poster og kommentarer, folkens! Først med udgangpunkt i egen oplevelse (som nogle jo allerede har gjort), dernæst med perspektivet: fællesfortællinger med børn, da det jo trods alt er det, der er målet for aktiviteten.

Det kunne - som sædvanlig - være et godt udgangspunkt at skelne mellem proces og produkt. Hvad var det, der skabte usikkerhed hos nogen? Processen? (hvad man skulle gøre, når turen kom til én) eller produktet? (giver historien, der nu er færdig, mening).

Hvis man skulle lave regler og retningslinier (ud over turtagning) - hvad skulle de så bestå i? Her vil det være rart med konkrete forslag til regler for at illustrere, om der er tale om fortælletekniske eller strukturelle regler.

Endelig kunne det jo være interessant at stille spørgsmålet: hvad er en fortælling? Er en fortælling i lyd og billeder det samme som en mundtlig fortælling eller en tekstfortælling? Er en fortælling altid lineær og entydig? Hvad synes du? Og hvad mon børn synes?
Her kunne begrebet "vrøvlehistorier børn" (se afsnittet: En bevidst sprogstimulerende praksis) måske give anledning til overvejelser? Selvfølgelig også overvejelser over spørgsmålet: har vrøvlehistorier slet ingen "regler og retningslinier"?
Sjovt nok er mange af de hits man får på Google på opslaget: "vrøvlehistorier" læreplaner!!!

Edubloggere, forener eder!

På Frappr! er der nu 442 edubloggers markedet. Måske skulle vi lave vort eget lille netstuderende kort på Frappr! Map?
Foreslå et godt navn til kortet, så opretter jeg det ;)

Når den røde tråd hopper af og kæden knækker...

Nu har vi et indholdsproblem. Endelig havde jeg nær sagt. Indtil nu har alle problemer, eller opgaver som Vivian så konstruktivt kalder dem, været af teknisk karakter, men nu er vi stødt på grund med lydstafetten. Der kommer simpelthen ikke en sammenhængende historie ud af det.

Hvad gik galt? Er opgaveformuleringen, der ikke var klar nok? Er opgaven umulig at løse? Skal der flere regler til for at få en råd tråd i fortællingen? Eller?

Jeg har ikke noget svar, så jeg har i Vivians blog kaldt på analyser, forklaringer og råd fra hele holdet.....

Inspirationen til forløbet kom i øvrigt herfra.

Gerontogruppen

Vi er nu ved at være en lille udsøgt gruppe på Arto.

Ekskluderet af fællesskabet :(

Kommentarspam synliggør fællesskabet i denne mini-blogosfære. Vores gæsteblogger, Carsten Jessen har flyttet sin blog til en anden server og blev straks bombarderet med kommentarspam. Det kan være ret voldsomt, så Carsten installerede hurtigt et spamfilter - der så sendte kommentarer fra de, der ikke havde nået at lægge et spor før filteret kom på, til (manuel) godkendelse.
Det forårsagede en mindre panik i Blackboard, hvor tråden "Ekskluderet af fællesskabet :(" indeholdt flere fortvivlede nødråb:

Jeg føler mig total ekskluderet af fællesskabet, da jeg ikke kan kommentere på CJ’ blog

Hej xxx...Jeg føler med dig!!! Har samme problem. [.....]...Men nu er ALT væk og jeg kan ikke skrive noget som helst. Det er død ærgeligt, når man har sidder og skrevet et langt indlæg...
Er vi virkelig blevet spam-stemplet
*S*?????
hjæææællllpppppp!!!!

Kan jeg få medlemsskab i jeres klub? Jeg bliver simpelthen bare smidt
af.

Nej, det er ikke morsomt, når døren til klassen/fællesskabet er låst - næsten som ikke at må gå på Arto, fordi mor har taget Lan-kablet med på arbejde *lol*

Instituttet for fremtidsforskning har en tankevækkende artikel om de nye fællesskaber.
Efter endt læsning overvejer jeg om en konklusion ikke er: Situidet skal ikke "blive til noget", men snarere "være til noget" - og så bliver leg og læring skemaet ikke mindre interessant!

Billede af en samtale

(Klik på billedet for større version)

3 dages samtaler om Børn på nettet..........

Tidsperiode: Mandag d. 6.11. kl. 8 til onsdag d. 8.11. kl. 17.
Deltagere: 1 gæsteblogger, 10 studerende, 3 gæster og en underviser.
Godt gået!!! Og så er der endda to, der pt. græder over, at de ikke kan kommentere - heldigvis er de ikke rådvilde, men skriver bare i deres egen blog ;)

Tænkekasser

Som Thomas skrev, er skemaer sommetider gode at tænke med, så jeg har leget lidt med en ny, der dels afspejler et væsentligt forhold mellem "leg og læring" (en sammenstilling, jeg generelt ikke bryder mig om), dels nok er et ganske reelt billede af baggrunden for mange aktiviteter i daginstituioner og skolers hverdag:

	Voksne	Børn
Mål	Læring	Leg
Middel	Leg	Læring

Når børnene sætter sig for at lære noget, er det ofte et middel til at være med i legen - hvis man dør hele tiden, kan man ikke være med i et skydespil på computeren, hvis man ikke kan ramme bolden, kommer man ikke på fodboldholdet osv....
Jeg husker f.eks. de tiiiiiimer, min datter som barn brugte på at lære at sjippe - men så ku' hun osse, og jeg husker også, de tiiiimer jeg som barn brugte på at lære at pifte, og jeg kan stadig ikke, jeg er bare holdt op med at øve mig *G*

Tilsvarende er der en tilbøjelighed blandt voksne til at se barndommen som et pædagogisk projekt/et udviklingsprojekt - hvor legen fungerer som sukkeret på den sure læring eller belønning for slidet: når du har læst dine lektier, .....så kan du gå på Arto, i klubben osv...

Nå - det er jo alt sammen hørt før, men hvad betyder det i dagligdagen? For børnenes projekt? For de voksnes? Er 90'ernes "Selvforvaltning"* afløst (aflyst?) af 2000'ernes "Læreplaner"?

Og - for at knytte an til Carstens post i dag - hvad står der i regeringens oplæg til læreplaner om it i daginstitutioner? Og hvad er det, de skal lære? Kontorprogrammer? Nej, vel - ingen af os drømmer vel om, at Word ligner Word om 20 år *lol* - men hva' så?

Espen Jerlangs bog "Selvforvaltning" var pædagogbibelen sidst i 80'erne, først i 90'erne - jeg husker lange diskussioner om, om der var tale om "selvforvaltning", når der f.eks. var fællesspisning, eller når der på skemaet stod "fri leg" mellem 12:00 og 14:00 :) Ja, ja - alle tider har sine talibanere og sine vantro...... *G*

Står "Selvforvaltning" stadig på jeres litteraturliste?

Om ejerskab og faldskærme...

Jeg startede på en kommentar til Thomas' kommentar, men den blev for lang, så nu bliver det en post i stedet *S*

Jeg sad selv længe og stirrede på skemaet - ikke mindst, fordi jeg synes, der er subtile sager på spil: situationsdefinition, kulturelle koder osv. Vi tænker sjældent over de kulturelle koder, vi er syltet ind i i dagligdagen - mit yndlingseksempel: hvorfor der kun er én person, der har ret til at sidde, stå og gå rundt efter forgodtbefindende i timerne i klasseværelserne på seminariet? Ingen af os har nogensinde aftalt det end sige snakket om det......

Nu kommer der så ny teknologi, og pludselig er gulvtæppet (= de gamle vaner) væk. Og dog? Selvom seminariet ikke hoster de studerendes blogs, skal vi næppe lade os forlede til at tro, at ejerskabet er 100% de studerendes - det er jo os (Helen og jeg), der har bestemt, at studerende på multimedieholdet skal ha' en blog.

Men hvad så, når (fag)undervisningen er slut? Bliver ejerskabet så et andet? Det må f.eks. Sandra og Gurvinder kunne svare på - de blogger stadig? Og hvad med Heike og KarenB - som går/gik på en anden uddannelse, og som ingen nogensinde har undervist i blogs?

Umiddelbart er vi i fuld gang med at rive mure ned - og hvad bygger vi i stedet? Vi er næppe på en flad mark *G*

Desuden kompliceres det hele af, at "samtalerne" faktisk ikke ligger i bloggene og disses kommentarer (det er jo ikke et "Discussion Board") - men mellem bloggene, og hvordan forstår og beskriver man lige det???

Samtidigt med at det er svært, er det dog også en unik chance, vi får for at få øje på ting, vi i vante sammenhæng tager for givet/er blinde for - f.eks. de voksnes ret til at have en pædagogisk pegefinger, som Anne-Mette skrev. Så derfor tankeskemaet - der tænkes stadig *G*

Her er mit yndlingscitat på sin plads:
"Mind like parachute. Only funktion when open".
Hvem stammer citatet fra? (ingen snyd - fingrene væk fra Google!!!)

Hvis arena? Hvis dagsorden?

Carsten har et skema i sin blog i dag, som jeg synes illustrerer to vigtige aspekter: kontrol og "ejerskab". At f.eks. ejerskabet er vigtigt kommer jo helt klart til udtryk i f.eks. Anne-Mettes post "Hvad laver børn på nettet?" Den betænkelighed og varsomhed Anne-Mette giver udtryk for, f.eks. i formuleringen:

Endnu engang var jeg meget itvivl om, hvorvidt det var korrekt af mig at blande mig. Og overvejede meget hvad min rolle i dette forum var. Jeg var jo ikke på besøg som en belærende pædagog med en løftet pegefinger.

Jeg kender præcist den fornemmelse fra de gange, hvor jeg har ínterviewet børn og unge om deres internet- og computeraktiviteter! Med hvilken ret blander man sig? Som regel har jeg kunnet fortælle dem, at jeg var skulle skrive en opgave til "min skole" - og stor var så både deres medfølelse og fortællelyst :)

Anne-Mettes formulering fortsætter med et (lidt karikerende :) billede af pædagogen med den belærende pegefinger, og det fik mig faktisk til at lave et tilsvarende skema - som jeg nu har siddet og stirret på i lang tid:

Sted/rum-"typologi"	Formål kontrolleret af voksne	Formål kontrolleret af børn
Forløb kontrolleret af voksne	"Skoler og foreninger" Folkeskoler, musikskoler, idrætsforeninger, spejder	????
Forløb kontrolleret af børn	"Fritidsinstitutioner" Fritidsklubber, SFO'er	"Legeplader - pladser til leg" Fysiske og virtuelle: Skateboardbaner, børneværelser, Arto, MySpace

Er forløbet egentligt kontrolleret af børn i "Fritidsinstitutioner"? Hvor skal jeg placere daginstitutioner? Findes der overhovedet steder, hvis formål er kontrolleret af børn, og hvis forløb er kontrolleret af voksne? Findes der egentlig ret mange "offentlige rum", hvor børn kontrollerer mål og forløb?

Ikke mindst den indirekte mistanke, jeg giver udtryk for i det sidste spørgsmål kunne måske netop være årsagen til, at virtuelle fællesskaber er så tiltrækkende og nødvendige i en moderne institutionaliseret barndom?

Skemaet får mig også til at tænke på, om vi mon er bevidste om kontrol og ejerskabs betydning - i den fysiske verden?

Borat - kommer til en biograf nær dig

Ifølge Information har filmen Borat en virkelig person som model: tyrkeren Mahir.

Mahirs hjemmeside blev sidst i 1999 vildt berømt på internettet (se besøgstallet nederst på siden!). Det må sandelig også siges at være en scoreside af rang *rofl*

Noget tyder dog på, at det ikke blot er et rygte - Mahir har sagsøgt folkene bag filmen "Borat" *lol*
Kazakhstans udenrisminister har også lagt sag an - har folk ikke humor??

Mere om Borat her, her og her og Pas På, hvad du skriver i din blog - den bliver måske til en film en dag *rofl*

Google fandt ordet

Stormkrogsvenner
Originally uploaded by http://www.flickr.com/people/lizart/.

Så fik legekammeraterne det ønskede ene hit i Google, og skærmdumpet er selvfølgelig straks lagt i Flickr gruppen "Ordkonstruktioner". Godt 24 timer tog det - godt gået Google!!

Hverken Yahoo! eller MSN search har fundet den - endnu)

Test af lydstafet

Dette er en test af den første post i lydstafetten:






Når lydfilen og grafikken er lavet kan koden til såvel produktionen som reklamebadgen hentes via fanebladene My Podcast -> Embedded Player & Badge.

Kvinder og sofapuder

Kvinders særlige gen for at ryste sofapuder, kommer også til udtryk på nettet, har jeg opdaget. De (vi!) tror, vi skal rydde op efter os overalt - også på nettet. I dag blev der stillet et spørgsmål i Blackboard om, hvordan man sletter en account til en teknologi derude. En dreng ville bare have lavet en ny, er jeg sikker på *G*

I Blogger kan man slette sin blog, og der er enkelte studerende, der har slettet en eller flere af deres blogs efter endt undervisning. Det har jeg det lidt ambivalent med. Jeg kan bestemt godt forstå, at man ikke overkommer at skrive jævnligt i flere blogs, men hvad med de, der har linket til bloggen eller de som et RSS feed et eller andet sted? De får jo et problem, når en blog slettes.

Det er ikke det store problem nu, men når blogs breder sig i undervisningen, er det noget, vi bør have tænkt over. Som jeg ser det lige nu, er det også overordnet et spørgsmål om, om vi ser bloggene som logbøger (processer), eksamensprojekter (produkter), portfolier eller....? Ligesom det rejser en masse underspørgsmål: Skal studerende have én blog til hvert fag eller en individuel blog til alle fag? Hvad med gruppeblogs? (som James Farmer konsekvent afviser i uddannelsessammenhæng). Lærerblogs, hvad er de bedst til? Osv. osv....

Jeg er meget interesseret i at høre jeres overvejelser - håber I kan overkomme det og ikke er helt begravet i opgaven til næste uge, hvor Carsten Jessen er vores gæsteblogger ;)

Når voksne leger

er de ligeså pjattede som børn.....

Jeg har en kær kollega på et københavnks pædagogseminarium, som jeg ser alt for sjældent, men som jeg leger med.... på nettet.
I går havde vi gang i en leg i Google Fight. Reglen for legen er:

PS. vi foreslår hver for sig to duellanter, hvorom vi antager at forskellen er minimal - og så ser vi hvem der kan ramme den mindste forskel.
PS. Man må jo så - principielt set - ikke snyde!

Jeg kunne slet ikke lade være at snyde (dvs. kikke inden jeg mailede mit forslag), og på den måde ødelagde jeg egentlig legen - men fik dog tilgivelse: "Det er iorden med snyd - det skal bare være ordentlig snyd.", men rigtige venner - det er jo dem, der tilgiver!

Vi kom vidt omkring. F.eks. dokumenterede vi den amerikanske kulturimperialisme: Andeby mod Bulderby og Fedtmule mod gadelygte. Vi tjekkede også den danske kulturscene med
"mads mikkelsen" mod "dronning margrethe", samt den internationale ditto: "Vincent van Gogh" mod "Giorgio Armani" og gik sent på aftenen til totale ekscesser som cykelklemmer mod hestepærer.

I øjeblikker (så længe det varer!) er jeg den lykkelige ejer af bjergtrøjen og titlen Champ med forslaget: professionshøjskoler mod stormkrog (professionshøjskoler er Haarders nye navn til CVU'erne). Og min legekammerats forslag er, at vi stifter en forening med navnet "Stormkrogens venner". Foreningens formål er at sikre, at ordet aldrig får markant færrre hits end prof-skoler.

Det bliver, som min legekammerat påpeger det, en kamp op ad bakke. Stillingen, der i skrivende stund står: professionshøjskoler: 645 results mod stormkrog: 641 results er allerede anderledes end i aftes, hvor forskellen kun var 3 point i professionshøjskolers farvør!

Det forslag bringer os lige ind i et par bibliotekarers leg i Flickr, for med ordet "stormkrogsvenner" kan vi nu deltage i gruppen Ordkonstruktioner, hvis regeler lyder således:

Lav et enkeltord på din webside - der kun giver et hit i Google, MSN Search eller Yahoo. Billeder der indholder ord der er totalt nonsens fx "Deråøæpllooo" vil blive slettet. (Kilden)

Ved at skrive ordet "stormkrogsvenner" i denne post forventer jeg, at ordet dukker op i Goolge (hvor lang tid, mon det tager?), hvor ordet i øjeblikket giver dette resultat:



Så nu venter vi - ikke på far - men bare på Google......

Læs mere om legen i bloggen "e-klumme".

SeeqPod - din egen playlist

Jeg har været glad for Pandora - et musiksted på nettet - i længe. Man vælger en kunstner og bliver så præsenteret for musik i samme stilart. Pandora er et projekt: the Music Genome Project, et projekt, der arbejder på at finde musikkens gener, dvs. tildele musikstykker karakteristika på et helt fundamentalt niveau. Ud fra disse karakteristika kan musik sammensættes, så de rammer en bestemt musiksmag.
Pandoras fordel er, at man bliver præsenteret for musik, man ikke kender, men mulgivis godt kan lide.

På det sidste er jeg dog blevet afhængig af SeeqPod, et sted på nettet, der har enorme mængder af musik. Man søger på en titel eller en kunstner og sammensætter sine egne playlister - lige nu lytter jeg - meget apropos midtvejsvalget - til Leonard Cohen "Democracy :)

Det er såre simpelt at lave en playlist - du skal oprette en konto, klikke på "New", søge på et musikstykke eller en kunstner (i feltet "Search") og dobbeltklikker på den grønne pil ud for de musikstykker, du vil tilføje din liste.
Husk at gemme listen, så den er der næste gang, du logger ind.