Ovre i
Karins blog, Multimedie har Karin og jeg i dag snakket om det triste ved, at holdet nu går i opløsning. "Holdet" eller "klassen" som begreb forsvinder, når uddannelse bliver flexibel. Nogle går på den
4½ årige 3½ årige uddannelse, andre på merit. Nogle har valgt multimedie som første valgfag og andre som andet. Det betyder forskellige eksamensterminer, og allerede nu er der altså nogen, der har trukket et andet fag som eksamensfag og derfor nu vender fokus et andet sted hen.
Eksamenstrækningen er blevet rykket længere frem på året end sædvanligt, og Helen og jeg snakkede først på ugen om, at det godt kunne give problemer - ikke mindst for de tilbageværende studerende. Som det ses af Karins blog, er de også kede af det og føler sig forladte.
Selvom Helen og jeg skal starte et nyt hold multimediestuderende, er vi nu enige om, at gøre vort til, at vore "gamle" studerende ikke skal føle sig helt svigtet. Vi kan jo f.eks. invitere dem til at kikke med i det nye holds undervisning. Blogs, Flickr, Wiki - det hele ligger jo åbent for alle, der er interesserede. Det kunne være rigtig herligt, hvis vi kunne skabe en kontakt mellem de gamle og de nye.
Prisen for den fleksible, modulopdelte uddannelse er jo unægtelig, at det er vanskeligt at bevare begrebet "hold" - ja, selv studiegrupperne er flydende. Den enkelte studerende vil i løbet af studiet tilhøre adskillige studiegrupper.
Det minder mig om dengang min datter gik i en amerikansk skole. Hvert år i august brød skolen alle klasser op - selv de helt små i 1. klasse blev delt således, at børn med tætte venskaber omhyggeligt blev placeret i hver sin klasse i næste skoleår. Princippet var "Make new friends, but keep the old ones." Jeg, der kom fra en dansk enhedsskoletradition, syntes, det var en noget barsk oplevelse for de små pus, der virkelig sørgede den første tid i den nye klasse.
Med individualiserede og flexible studieforløb dukker problematikken nu op i danske uddannelser, sjovt nok på et tidspunkt, hvor læringsteorier netop lægger vægt på læring som en social proces: kollaborativ læring, praksisfællesskaber osv. Hvordan pokker takler vi de to modsatrettede krav?
Selvfølgelig er det centrale i studiegrupper ikke relationerne, men det interessefællesskab gruppen dannes omkring - problemorienteret undervisning for eksempel, hvor de studerende netop samles om en fælles interesse/et selvvalgt emne, men jeg har nu flere gange set studerende give køb på emnet til fordel for at være sammen med bestemte medstuderende, som de arbejdede godt sammen med. En specifik dansk eller en almenmenneskelig problematik?
Det bliver ikke mindst i lyset af denne problematik spændende at se, om det interessefællesskab, vi håber at skabe med fællesbloggen Do-iT, kan holde ud over det nære formål, at være et fælles eksamensprojet. Det fælles er jo allerede gået lidt i fløjten, da de første nu har trukket et andet fag til eksamen. Sørens osse, det skulle være tilladt at snyde med eksamenstrækningen :) Mon interessen er så brændende, at fællesskabet kan holde fremover?
